Biografi over Sigmund Freud (1856-1939)

af Ole Andkjær Olsen

 

 

Sigmund Freud fødtes 1856 i en jødisk familie i Freiberg i Østrig som søn af en uldhandler. Han var det første barn i faderens tredje ægteskab med en langt yngre kvinde. Da han var fire år gammel, flyttede familien til Wien. Efter gymnasiet indskrev den unge Freud sig i 1873 som medicinstuderende ved Wiens Universitet. Han specialiserede sig i neurologi, og en af hans første selvstændige undersøgelser gjaldt kokains indvirkning på nervesystemet. Gennem lægen Josef Breuer (1842‑1925) stiftede han omkring 1880 bekendtskab med hypnosen og dens anvendelse til behandling af nervelidelser. Under et studieophold i Paris 1885‑86 hos tidens førende neurolog, J.‑M. Charcot (1825-93), lærte han mere om hypnose, ligesom han hos Hippolyte Bernheim (1840-1919) i Nancy 1889 modtog instruktion i den terapeutiske anvendelse af hypnotisk suggestion. Brugen af hypnose var ikke velset i Wien og kostede Freud en ellers lovende universitetskarriere. I 1886 åbnede han sin private praksis som nervelæge. Samme år giftede han sig med Martha Bernays, med hvem han 1887‑95 fik seks børn. I de første år måtte han supplere indtægterne med hospitalsarbejde for at forsørge den store familie.

Den psykoanalytiske teknik tog gradvis form i første halvdel af 1890erne, efter at Freud havde haft held til at erstatte hypnosen med en egentlig samtaleterapi, hvor patienten liggende på en divan i en daglig analysetime lærer at rette opmærksomheden mod traumatiske oplevelser i fortiden og arbejde med sine psykiske konflikter. I 1895 publicerede han sammen med Josef Breuer (1842-1925) Studien über Hysterie (ikke oversat til dansk), men herefter afbrød de samarbejdet som følge af teoretiske uoverensstemmelser. Freud antog i disse år, at hans hysteriske patienter alle var blevet udsat for seksuelle overgreb i barndommen, men kom i 1897 til den overbevisning, at forførelsesberetningerne i mange tilfælde beroede på fantasier undfanget med den funktion at inddæmme de pågældendes egne seksuelle ønsker. Det var en af Freuds banebrydende opdagelser, at der gemte sig stærke seksuelle lidenskaber bag hysterikernes påfaldende seksualangst. Et foreløbigt højdepunkt blandt hysteriarbejderne var sygehistorien om den attenårige Dora (affattet 1901, udg. 1905e).

Gennem 1890erne var Freuds nærmeste forbundsfælle den i Berlin bosiddende halslæge Wilhelm Fliess (1858-1928), til hvem han skrev en strøm af entusiastiske breve om sine opdagelser. Korrespondancen, hvoraf kun Freuds halvdel er bevaret, er en uforlignelig kilde til psykoanalysens tilblivelseshistorie og indeholder bl.a. det store manuskript ”Udkast til en videnskabelig psykologi” (affattet 1895, posthumt udg. 1950c). I 1894 udtænkte Freud begrebet om det psykiske forsvar og de heraf følgende indre konflikter, i 1895 skabte han termerne primær‑ og sekundærproces, i 1896 fulgte det ubevidste og det førbevidste, og i 1897 kom grundelementerne til teorien om ødipuskomplekset og den infantile seksualitet. Opdagelsen af ødipuskomplekset blev understøttet af en intens selvanalyse, som Freud indledte efter sin faders død i 1896.

Prøvestenen på den nye teoris sammenhængskraft er den omfattende Drømmetydning (1900a). Heri hævdede Freud, at drømme gennem en særlig tydningsmetode kan vises at være maskerede ønskeopfyldelser, og at den normale personlighed rummer den samme type ubevidste processer og motiver, som kendes fra hysterien. I samme linje ligger Hverdagslivets psykopatologi (1901b), hvor simple fejlhandlinger og forglemmelser vises at have dybe rødder i det ubevidste, og Der Witz (1905, ikke oversat til dansk), hvor vittighedens effekt analyseres som udslag af, at en forbudt impuls momentant undslipper fortrængningen. I Tre afhandlinger om seksualteori (1905d) fremsatte Freud teorien om den infantile seksualitets almene karakter og dens lighed med voksnes perversioner. Især dette element i den psykoanalytiske teoribygning vakte modstand såvel i lægeverdenen som i konservative katolske kredse.

Postyret omkring de nye teorier tiltrak imidlertid også positivt interesserede. Freud samlede fra 1902 en stadig voksende kreds af yngre læger og intellektuelle omkring sig og kunne i 1908 formelt stifte Wiens Psykoanalytiske Forening. Ved faste ugentlige møder diskuterede man den nye disciplins anvendelse og udbredelse, og mange af Freuds tilhængere kæmpede for "sagen" med en næsten religiøs lidenskab. I 1910 stiftedes en international psykoanalytisk forening (nu især kendt under sit engelske navn, International Psychoanalytical Association eller IPA), og allerede inden 1. Verdenskrig fandtes der psykoanalytiske grenforeninger i Østrig, Schweiz, Ungarn, Tyskland, England og USA.

Samtidig med fremgangen opstod der alvorlige teoretiske kontroverser, især om synet på barnets seksualitet. Alfred Adler (1870-1937), der havde fulgt Freud siden 1902, og C.G. Jung (1875-1961), der var den første præsident for den internationale forening, brød med Freud og skabte deres egne lærebygninger på et andet, om end beslægtet grundlag, hvor seksualitetens betydning er stærkt reduceret. Som modtræk oprettede Freuds loyale tilhængere i 1912 den hemmelige komité, hvis mål var at værne om Freuds grundlæggende idéer og sikre kontrollen over foreningen. Medlemmerne var Hanns Sachs (1881-1947) og Otto Rank (1884-1939) i Wien, Sándor Ferenczi (1873-1933) i Budapest, Karl Abraham (1877-1925) i Berlin og Ernest Jones (1879-1958) i London.

Fra 1909‑15 ligger hovedparten af Freuds modne forfatterskab, der fortrinsvis er skrevet som vejledning for de mange nye analytikere: (1) de sidste fire af de fem store sygehistorier, Lille Hans (1909b), Rottemanden (1909d), Schreber (1911c) og Ulvemanden (affattet 1914, udg. 1918b), hvor Freud i detaljer demonstrerer sin analytiske metode, (2) de vigtigste af de behandlingstekniske skrifter, hvori psykoanalysens terapeutiske teknik gennemgås , og (3) en række teoretiske (eller metapsykologiske) afhandlinger, hvori den psykoanalytiske drifts‑ og personlighedsteori fremstilles (jvf. navnlig afhandlingerne ”Om indførelsen af begrebet narcissisme” (1914c), ”Drifter og driftsskæbner” (1915c) og ”Det ubevidste” (1915e)). En særstilling indtager det store antropologiske essay Totem og tabu (1912‑13a), hvori Freud fremlægger grundlaget for sin kulturteori. For alment interesserede læsere udgav han i krigsårene en samling Forelæsninger til indføring i psykoanalysen (1916-17a)

Efter verdenskrigen foretog Freud en omfattende ændring og radikalisering af den psykoanalytiske teori. Først publicerede han en revision af driftsteorien, hvormed han indførte begreberne livsdrift og dødsdrift (Hinsides lystprincippet, 1920g), så fulgte studier i jegets psykologi i forhold til samfundet (Massepsykologi og jeg‑analyse, 1921c), og endelig kom fremlæggelsen af en ny personlighedsmodel bestående af instanserne det'et, jeget og over‑jeget (Jeg'et og det'et, 1923b). Generelt skærpede han i disse år sin teori om ødipuskomplekset, og han fremsatte en ny teori om kvindens udvikling, som han centrerede omkring begrebet penismisundelse.

I 1923 fik han konstateret en kræftsygdom, der i en årrække blev holdt i skak gennem operationer, men som dog på afgørende vis svækkede hans arbejdsevne såvel som hans muligheder for at lede den psykoanalytiske bevægelse. I den hemmelige komité opstod der stridigheder omkring Otto Rank, der blev tvunget bort i 1925, og komitéen opløstes definitivt i 1927. Mere demokratiske, men også mere bureaukratiske ledelsesformer så dagens lys. I tilslutning til de psykoanalytiske grenforeninger blev der oprettet uddannelsesinstitutter, poliklinikker og rådgivningscentre. Den psykoanalytiske uddannelse blev fra 1927 formaliseret, og det blev gjort obligatorisk, at vordende analytikere som led i deres uddannelse skal gennemgå en personlig analyse (læreanalyse). Freud lagde stor vægt på, at psykoanalysen bevarede sin fulde uafhængighed af andre institutioner, og med store økonomiske tab til følge søgte han at drive et psykoanalytisk forlag til udgivelse af foreningens bøger og tidsskrifter.