Den endelige og den uendelige analyse

(1937c)

Kapitel V

Sigmund Freud

Vi gik ud fra det spørgsmål, hvordan kan man afkorte den besværligt lange varighed af en analytisk behandling, og er så, stadigvæk ledet af interessen for tidsmæssige forhold, gået videre til undersøgelsen af, om man kan opnå varig helbredelse eller tilmed gennem forebyggende behandling holde fremtidig sygdom på afstand. Vi har i den forbindelse som afgørende for resultatet af vor terapeutiske bestræbelse erkendt den traumatiske ætiologis indflydelse, den relative styrke af de drifter, der skal beherskes, og noget, som vi kaldte jegændringen. Kun ved det andet af disse momenter dvælede vi mere udførligt og havde i den forbindelse anledning til at anerkende den kvantitative faktors dominerende vigtighed og til at betone den metapsykologiske betragtningsmådes adkomst ved ethvert forklaringsforsøg.

Om det tredje moment, jegændringens, har vi endnu intet sagt. Vender vi os nu til det, så er det vort første indtryk, at der her er meget at spørge om og at svare på, og at det, som vi har at sige dertil, vil vise sig at være særdeles utilstrækkeligt. Dette første indtryk holder også stand ved videre beskæftigelse med problemet. Den analytiske situation består som bekendt i, at vi slutter forbund med objektpersonens jeg for at undertvinge ubeherskede dele af dennes det, altså inddrage dem i jegets syntese. Den kendsgerning, at en sådan sammenarbejdning regelmæssigt mislykkes hos psykotikeren, låner vor bedømmelse et første holdepunkt. Det jeg, med hvilket vi kan slutte en sådan pagt, må være et normalt jeg. Men et sådant normal-jeger, som normaliteten overhovedet, en idealfiktion. Det er det abnorme, for vore hensigter ubrugbare jeg desværre ikke. Enhver normal er netop kun gennemsnitligt normal, hans jeg nærmer sig psykotikerens i dette eller hint stykke, i større eller ringere udstrækning, og størrelsen af afstanden fra den ene og tilnærmelsen til den anden ende af rækken vil foreløbig være en målestok for os for den så ubestemt betegnede “jegændring”.

Spørger vi, hvorfra de så mangfoldige arter og grader af jegændringen kan hidrøre, så er det første uundgåelige alternativ, at de enten er oprindelige eller erhvervede. Det andet tilfælde vil være lettere at behandle. Hvis de er erhvervede, da er de det bestemt i løbet af udviklingen fra den første livsperiode. Lige fra begyndelsen må jeget jo søge at opfylde sin opgave at formidle mellem sit det og yderverdenen i lystprincippets tjeneste og beskytte det'et mod yderverdenens farer. Hvis det i løbet af denne bestræbelse lærer at indstille sig defensivt også over for sit eget det og at behandle dettes driftskrav som ydre farer, så sker dette i det mindste til dels, fordi det forstår, at driftstilfredsstillelsen ville føre til konflikter med yderverdenen. Jeget vænner sig så under indflydelse af opdragelsen til at forlægge kampens skueplads fra det ydre til det indre, at overvinde den indre fare, inden den er blevet til en ydre, og gør sandsynligvis for det meste vel deri. Under denne kamp på to fronter - senere kommer en tredje front til1 - betjener jeget sig af forskellige fremgangsmåder til at løse sin opgave, alment udtrykt til at undgå fare, angst og ulyst. Vi kalder disse fremgangsmåder “forsvarsmekanismer”. Vi kender dem endnu ikke i tilstrækkeligt udtømmende grad. Bogen af Anna Freud har tilladt os et første indblik i deres mangfoldighed og mangesidede betydning2.

¹ [Nemlig imod overjeget.]

² Anna Freud: Jeg'et og forsvarsmekanismerne (1936).

-2-

³ Robert Eisler: Jesus Basileus (1929 [og 1930]).

⁴ [Goethe: Faust: I. del, 4. scene.]

 

I en af disse mekanismer, fortrængningen, har studiet af de neurotiske processer overhovedet taget sit udgangspunkt. Der var aldrig nogen tvivl om, at fortrængningen ikke er den eneste fremgangsmåde, jeget råder over for at nå sine hensigter. Alligevel er den noget ganske særligt, som er skarpere adskilt fra de andre mekanismer end disse indbyrdes. Jeg vil gerne tydeliggøre dens forhold til disse andre gennem en sammenligning, men jeg ved, at sammenligninger på disse områder aldrig når ret langt. Tænk således på en bogs mulige skæbne på et tidspunkt, da bøger endnu ikke blev trykt i oplag, men skrevet enkeltvis. En sådan bog kunne indeholde angivelser, som på senere tidspunkter blev betragtet som uønskede. Måske sådan som Flavius Josephus' skrifter ifølge Robert Eisler3 må have indeholdt steder om Jesus Kristus, som den senere kristenhed tog anstød af. Den offentlige censur ville i nutiden ikke anvende nogen anden forsvarsmekanisme end konfiskationen og tilintetgørelsen af ethvert eksemplar af hele oplaget. Dengang anvendte man forskellige metoder til uskadeliggørelsen. Enten blev de anstødelige steder tykt overstreget, således at de var ulæselige; de kunne så heller ikke afskrives, og bogens næste kopist leverede en uangribelig tekst, men på nogle steder med huller og dér måske uforståelig. Eller man nøjedes ikke med det, ville også undgå henvisningen til tekstens forkrøbling; man gik således over til at forvrænge teksten. Man udelod enkelte ord eller erstattede dem med andre, man indskød nye sætninger; bedst strøg man hele passagen og indføjede i dets sted en anden, som sagde det stik modsatte. Bogens næste afskriver kunne da fremstille en tekst, der ikke vakte nogen mistanke, men som til gengæld var forfalsket; den indeholdt ikke mere, hvad forfatteren havde villet meddele, og sandsynligvis var den ikke blevet korrigeret til sandhed.

Hvis man ikke gennemfører sammenligningen alt for strengt, kan man sige, at fortrængningen forholder sig til de andre forsvarsmetoder som udeladelsen til tekstforvrængningen, og i de forskellige af forfalskningens former kan man finde analogierne til jegændringens mangfoldighed. Man kan forsøge den indvending, at denne sammenligning glider af på et væsentligt punkt, for tekstforvrængningen er en tenditiøs censurs værk, som jegudviklingen ikke fremviser noget modstykke til. Men sådan er det ikke, for denne tendens repræsenteres i vid udstrækning af lystprincippets tvang. Det psykiske apparat tåler ikke ulysten, det må værge sig imod den for enhver pris, og hvis perceptionen af realiteten vækker ulyst, må den - sandheden altså - ofres. Mod den ydre fare kan man hjælpe sig et godt stykke tid ved flugt og undgåelse af faresituationen, indtil man senere engang bliver stærk nok til at ophæve truslen ved aktiv ændring af realiteten. Men fra sig selv kan man ikke flygte, mod den indre fare hjælper ingen flugt, og derfor er jegets forsvarsmekanismer dømt til at forfalske den indre perception og kun muliggøre et mangelfuldt og forvrænget kendskab til vort det. I sine relationer til det'et er jeget da enten lammet som følge af sine indskrænkninger eller forblændet af sine fejltagelser, og resultatet i den psykiske proces må blive det samme, som når man på en vandring ikke kender egnen og ikke er rustet til at gå.

Forsvarsmekanismerne tjener den hensigt at holde farer væk. Det er ubestrideligt, at noget sådant lykkes for dem; det er tvivlsomt, om jeget i løbet af sin udvikling kan give fuldstændigt afkald på dem, men det er også sikkert, at de selv kan blive til farer. Ofte viser det sig, at jeget har betalt en for høj pris for de tjenester, som de yder det. Det dynamiske energiopbud, der kræves for at opretholde dem, såvel som de jegindskrænkninger, som de næsten regelmæssigt fører med sig, viser sig som svære belastninger af den psykiske økonomi. Disse mekanismer bliver heller ikke opgivet, efter at de har hjulpet jeget i dets udviklings vanskelige år. Hver enkelt person anvender naturligvis ikke alle mulige forsvarsmekanismer, kun et vist udvalg af dem, men disse fæstner sig i jeget, de bliver karakterens regelmæssige reaktionsmåder, som gentages hele livet igennem, så ofte en situation, der ligner den oprindelige, vender tilbage. Dermed bliver de til infantilismer, deler skæbne med så mange institutioner, som stræber efter at opretholde sig selv ud over den tid, hvor de er brugbare. »Fornuft bliver vrøvl, velgerning plage«4, som digteren beklager det. Den voksnes styrkede jeg fortsætter med at forsvare sig mod farer, som ikke mere består i realiteten, ja det finder sig presset til at udsøge de situationer i realiteten, som omtrent kan erstatte den oprindelige fare, for med dem at kunne retfærdiggøre sin fastholden ved de tilvante reaktionsmåder. Dermed bliver det let at forstå, hvordan forsvarsmekanismerne gennem en stadig mere omsiggribende fremmedgørelse i forhold til yderverdenen og en vedvarende svækkelse af jeget forbereder og begunstiger neurosens udbrud.

Vor interesse er imidlertid for nærværende ikke rettet mod forsvarsmekanismernes patogene rolle; vi vil undersøge, hvordan den jegændring, der svarer til dem, påvirker vor terapeutiske bestræbelse. Materialet til besvarelsen af dette spørgsmål er givet i den omtalte bog af Anna Freud. Det væsentlige deri er, at den analyserede også under det analytiske arbejde gentager disse reaktionsmåder, så at sige fremfører dem for vore øjne; i virkeligheden kender vi dem kun derfra.

-3-

Dermed er ikke sagt, at de gør analysen umulig. De fastlægger tværtimod den ene halvdel af vor analytiske opgave. Den anden, som i analysens tidlige periode først blev grebet an, er afdækningen af det, der skjuler sig i det'et. Vor terapeutiske bestræbelse svinger under behandlingen bestandig fra et stykke detanalyse til et stykke jeganalyse. I det ene tilfælde vil vi bevidstgøre noget af det'et, i det andet korrigere noget ved jeget. Den afgørende kendsgerning er nemlig, at forsvarsmekanismerne mod fortidige farer under behandlingen vender tilbage som modstande mod helbredelsen. Det munder ud i, at helbredelsen selv behandles som en ny fare af jeget.