Hjemligt og uhyggeligt

Sigmund Freud: Det uhyggelige. Oversat af Hans Christian Fink. Efterskrift af Nils Otto Steen og Steen Visholm. 119 s., 198 kr. Forlaget politisk revy.

af Christian Braad Thomsen

Det tyske begreb "das Unheimliche" lader sig vanskeligt oversætte til dansk med dets fulde associationsværdi i behold. Ifølge ordbogen betyder det "det uhyggelige", men dermed går vi glip af den særlige pointe, at det uhyggelige på tysk er identisk med "det u-hjemlige" i modsætning til "det hjemlige". Det uhyggelige er altså det fremmede, dvs. det, man ikke er fortrolig med.
Men så enkelt er det alligevel ikke. "Heimlich", som jo er det modsatte af "unheimlich", kan nemlig også i visse sammenhænge betyde "uhyggelig". Det er her, Sigmund Freuds interesse for "das Unheimliche" tager sit udgangspunkt. Freud har engang skrevet en artikel om, at på de ældste sprog havde man samme ord for følelser, som er hinandens modsætninger, og det interesserede ham meget, fordi han havde konstateret noget tilsvarende, når han forsøgte at tyde drømme. Nu havde han altså også et tysk ord, som betød både "hyggeligt" og "uhyggeligt".
At det hjemlige og fortrolige tillige kan være uhyggeligt kræver en fortolkning. På det sproglige plan hænger glidningen sammen med, at "heimlich" jo ikke blot betyder "hjemlig", men også "hemmelig" - og det hemmelige bliver nemt uhyggeligt. Ud fra en psykoanalytisk betragtning understreger Freud, at det uhyggelige strengt taget ikke er noget nyt eller fremmed, men noget, som sjælelivet fra første færd har været fortrolig med, men som er blevet fortrængt og dermed er blevet fremmedgjort. Det virkeligt uhyggelige er det fortrængtes tilbagevenden, hvadenten det fortrængte nu stammer fra individets barndom i form af traumer eller fra menneskets urtid i form af animisme.
For at eksemplificerer foretager Freud nu en analyse af E.T.A.Hoffmanns fortælling Sandmanden, og den er et godt eksempel på, hvordan en psykoanalytisk tilgang til et kunstværk kan udvide forståelsen og bringe dulgte sammenhænge for dagen, ikke mindst forbindelsen mellem uhygge og kastrationsangst. Men når nu politisk revy prisværdigt udgiver Freuds analyse, havde det dog været logisk, om forlaget havde udvidet det lille skrift med Sandmanden, så de to fortræffelige tekster kunne stå og belyse hinanden.
I et underholdende efterord causerer psykologen Steen Visholm i sit særlige dead pan tonefald om, hvordan "das Unheimliche" har skiftet karakter i dag. Den hjemlige atmosfære er blevet uhyggelig på en helt anden måde, end Freud kunne forudse. I stedet for at være arnested for det fortrængtes tilbagevenden er selve begrebet "hjem" nu anfægtet i dets kerne ved de elektroniske mediers mellemkomst: vi spiser middag i familiens skød, mens vi samtidig bliver delagtiggjort i diverse massakrer i udkanten af vores horisont. Det er i den beskyttede private sfære, at vi har tættest adgang til den gru, der sker omkring os. På denne måde "er hjemmet blevet unheimlich i en ny betydning af ordet".
På et enkelt punkt synes jeg, Visholm gør Freud uret, nemlig når han bebrejder ham, at hans uhyggeteori nærmest er en hyggeteori, fordi den på forhånd udelukker, at følelsen af uhygge "kan være forankret i en uhyggelig realitet". Visholm mener, at Freud opfatter angst som udtryk for uvidenhed om enten det ubevidste eller om naturens sammenhænge og lovmæssigheder.
Det er nu ikke tilfældet. Freud mente f.eks. også, at visse former for angst er velbegrundede og kan advare os om konkrete farer. På sin karakteristisk understatede facon bebrejder Freud sig selv, at han desværre er ret uimodtagelig over for begrebet uhygge, hvilket er en noget selvbevidst måde at sige på, at han har styr på sine fortrængninger og har udryddet sine sidste rester af overtro. Men når han slappede af fra udforskningen af sindets afgrunde og på sine bjergvandringer stirrede ned i anderledes konkrete afgrunde, kunne også Freud føle en berettiget angst for at snuble.
CHR. BRAAD THOMSEN