Smædeskrift om Freud
Eric Danielsen bringer intet nyt om Freud, men forvrænger det velkendte
til ukendelighed.
af Christian Braad Thomsen
Forsiden på Eric Danielsens Den ukendte Freud er konstrueret efter
et velkendt foto af den aldrende Freud, der bladrer i sine manuskripter. Men det smukke og værdige billede er stærkt forvrænget:
Freuds læber er forstørrede og trukket op med en blævret rød farve, og det samme er hans næse, briller og pegefinger, så han
får en grådig, vampyristisk udstråling, sådan som man kender det fra 30'ernes nazistiske karrikaturer af jøder. Denne forside passer perfekt til Danielsens bog, som er en sladderagtig ophobning af insinuationer om psykoanalysens grundlægger.
Der er ikke det, Freud ikke får skyld for lige fra ægteskabsbrud og narko-misbrug til fascistiske sympatier og mordplaner
mod sin bedste ven. Det første eksempel på Freuds skidte karakter er, at han "uden blusel" bebrejdede sin forlovede Martha,
at han ikke blev berømt i tide. Går vi nu til kilden, skriver Freud godt nok, at "det var min kærestes skyld, at jeg ikke
allerede blev berømt i mine unge år". Men læser man afsnittet til ende, får man en ganske anden historie end Danielsens: Freud
er kommet på sporet af, at kokain måske kunne bruges til øjenoperationer, men en anden snupper ideen, fordi Freud pludselig
får mulighed for at rejse til Hamburg, hvor Martha bor. Han har ikke set hende i to år og længes grusomt, men i stedet for
at bebrejde Martha denne længsel, er han da - som enhver anden forelsket ung mand - taknemlig for den. Danielsen er helt uden
sans for Freuds tørre humor og mener, at "hans bebrejdelse mod Martha i den anledning forekommer mildest talt malplaceret".
Det kan han ærlig talt selv være. Og nu går det ellers slag i slag. Et helt kapitel bruges til at spekulere over, hvorvidt
Freud havde et seksuelt forhold til sin kones søster Minna, der boede hos dem hele sit liv. Det kan da godt være, og så kan
man vel ikke sige andet, end at det skal være ham vel undt. Men der er ikke noget som helst, der tyder på et sådant forhold.
Med lige så stor ret kunne man udslynge den mistanke, at Freud nok dyrkede sex med sine døtre eller sin mor i betragtning
af sin stærke optagethed af Ødipus-komplekset. Har Danielsen mon tænkt på det? Men det bliver værre endnu. Når Freud foretog
fredelige bjergvandringer med sin bedste ven Wilhelm Fliess, var det udelukkende, fordi han gik og lurede på en chance til
at skubbe vennen i afgrunden. Kilden er en søn til en af Fliess' bekendte, og Danielsen bruger halvanden side på den historie,
før han konkluderer: "Men det tjener intet formål at spekulere over, hvorvidt Freud virkelig havde til hensigt at gøre sådanne
fantasier til virkelighed!" Nej, men hvorfor så overhovedet kolportere den slags vrøvl? Lidt mere alvorlig er en anklage
mod Freud for at sympatisere med den fascistiske diktator Mussolini. Freud skal nemlig have sendt ham bogen Warum Krieg? med
dedikationen "Fra en gammel mand, som i herskeren hilser kulturhelten." Det lyder jo fælt, men går vi igen til kilden, fremtræder
der en lidt anden historie, som Danielsen ikke fortæller: Freud får en meget syg italiensk patient, som ledsages af sin
far. Da konsultationen er forbi, fortæller faderen, at han er nære venner med Mussolini og beder Freud dedikere en af sine
bøger til ham. Det er svært for Freud at afslå i denne situation, men når det nu skulle være, kunne han vel dårligt give Mussolini
en mere relevant henstilling end netop det lille skrift, han udgav sammen med Einstein under titlen "Hvorfor krig?" Og dedikationen
er mere finurlig, end Danielsen er i stand til at se: Freud havde netop skrevet en bog om "ubehaget i kulturen", så at gøre
Mussolini til helt i den kultur, Freud føler et stigende ubehag ved, er en kompliment indpakket i svære forbehold. Freuds
åndsnærvær fejlede ikke noget. Situationen minder om, da tyskerne invaderede i Østrig, og Freud var i livsfare, efter at
de havde raseret hans hjem og arresteret hans datter. Han får først lov til at slippe ud af Østrig med sin familie, efter
at han har underskrevet en erklæring om, at han føler sig godt behandlet af nazisterne. Den 81-årige olding spørger høfligt
den tyske officer, om han ikke må gøre en personlig tilføjelse på dokumentet: "Jeg kan i det hele taget anbefale Gestapo til
hvemsomhelst." Det er heldigt, at Eric Danielsen ikke kender denne episode, for der er ingen grænser for, hvad han kunne
få ud af den. Kom Freud måske ikke til England som hemmelig agent for Gestapo? Hvad det faglige indhold angår, er bogen
også et sammenrod af insinuationer, en hulter-til-bulter-præsentation af, hvad der gennem årene er sagt af negativt om Freud.
Og det er ikke småting, for psykoanalysen har fra starten været en udfordring til vor kultur. Men der er intet perspektiv
i Danielsens rodebutik, og fordrejningerne er mangfoldige. Når Danielsen f.eks. falder over et brev, hvor den unge Freud er
kommet på sporet af Ødipus-komplekset og erindrer, at han selv har været forelsket i sin mor og jaloux på sin far, så kommenterer
Danielsen, at det er "et noget skrøbeligt grundlag at bygge en universel teori på, må man nok sige!" Som om det overhovedet
er grundlaget. Men Danielsen har ikke faglig indsigt til at tage stilling til de mange bøger, hvor Freud på det mest omhyggelige
diskuterer psykoanalysens kernekompleks. Han nøjes med spydigheder. Freuds første sygehistorie, "Dora", er naturligvis
også på repertoiret, og den kan der da godt rettes saglige indvendinger imod. Analysen lykkedes ikke, bl.a. fordi Freud endnu
var for uerfaren og ikke havde styr på den "overføring", der siden blev en så vigtig del af forholdet mellem patient og analytiker.
Men man kan ikke kritisere "Dora" på Danielsens niveau. Der er ingen grænser for, hvad han får ud af den historie: "Gang
på gang pressede Freud hende til at blive et disponibelt seksualobjekt for hr. K. Freud, som skulle befri hende, stod på undertrykkerens
side. Heller ikke han kunne sige sig fri for den tids patriarkalske ideologi, hvorefter kvinden skal underkaste sig mandens
vilje." Hvor Danielsen nærmest fremstiller Freuds konsultation som et center for hvid slavehandel, fremsætter Freud i "Dora"
en helt anderledes skarp kritik af patriarkatet som sygdomsforvolder: "Når barnet så er blevet til kvinde og - helt i
modstrid med barndomstidens krav - er blevet gift med en lidet hensynsfuld mand, der undertrykker hendes vilje, skånselsløst
udnytter hendes arbejdskraft og hverken spenderer ømhed eller udgifter på hende, da vil sygdommen være det eneste våben, hun
har til at hævde sin eksistens." Freud kan bestemt kritiseres for mangt og meget, men selv i sine fejltagelser er han så
tankevækkende, at det kræver et vist format at foretage et opgør med ham. Danielsens Freud-læsning er umusikalsk og bombastisk,
og heller ikke på det sproglige plan er han nogen fornøjelse: sætninger går i stykker for ham, og gang på gang staver han
navne forkert. Hans sladder om Freud er så underlødig, at selv ugepressen næppe ville trykke det. Men Dansk Psykologforenings
forlag ville altså godt. De har et problem. CHRISTIAN BRAAD THOMSEN
Erik Danielsen: Den ukendte Freud. 255 s., 280 kr. Dansk Psykologisk
Forlag
|