Smædeskrift om Freud

Eric Danielsen bringer intet nyt om Freud, men forvrænger det velkendte til ukendelighed.

af Christian Braad Thomsen

Forsiden på Eric Danielsens Den ukendte Freud er konstrueret efter et velkendt foto af den aldrende Freud, der bladrer i sine manuskripter. Men det smukke og værdige billede er stærkt forvrænget: Freuds læber er forstørrede og trukket op med en blævret rød farve, og det samme er hans næse, briller og pegefinger, så han får en grådig, vampyristisk udstråling, sådan som man kender det fra 30'ernes nazistiske karrikaturer af jøder.
Denne forside passer perfekt til Danielsens bog, som er en sladderagtig ophobning af insinuationer om psykoanalysens grundlægger. Der er ikke det, Freud ikke får skyld for lige fra ægteskabsbrud og narko-misbrug til fascistiske sympatier og mordplaner mod sin bedste ven.
Det første eksempel på Freuds skidte karakter er, at han "uden blusel" bebrejdede sin forlovede Martha, at han ikke blev berømt i tide. Går vi nu til kilden, skriver Freud godt nok, at "det var min kærestes skyld, at jeg ikke allerede blev berømt i mine unge år". Men læser man afsnittet til ende, får man en ganske anden historie end Danielsens: Freud er kommet på sporet af, at kokain måske kunne bruges til øjenoperationer, men en anden snupper ideen, fordi Freud pludselig får mulighed for at rejse til Hamburg, hvor Martha bor. Han har ikke set hende i to år og længes grusomt, men i stedet for at bebrejde Martha denne længsel, er han da - som enhver anden forelsket ung mand - taknemlig for den. Danielsen er helt uden sans for Freuds tørre humor og mener, at "hans bebrejdelse mod Martha i den anledning forekommer mildest talt malplaceret". Det kan han ærlig talt selv være.
Og nu går det ellers slag i slag. Et helt kapitel bruges til at spekulere over, hvorvidt Freud havde et seksuelt forhold til sin kones søster Minna, der boede hos dem hele sit liv. Det kan da godt være, og så kan man vel ikke sige andet, end at det skal være ham vel undt. Men der er ikke noget som helst, der tyder på et sådant forhold. Med lige så stor ret kunne man udslynge den mistanke, at Freud nok dyrkede sex med sine døtre eller sin mor i betragtning af sin stærke optagethed af Ødipus-komplekset. Har Danielsen mon tænkt på det?
Men det bliver værre endnu. Når Freud foretog fredelige bjergvandringer med sin bedste ven Wilhelm Fliess, var det udelukkende, fordi han gik og lurede på en chance til at skubbe vennen i afgrunden. Kilden er en søn til en af Fliess' bekendte, og Danielsen bruger halvanden side på den historie, før han konkluderer: "Men det tjener intet formål at spekulere over, hvorvidt Freud virkelig havde til hensigt at gøre sådanne fantasier til virkelighed!" Nej, men hvorfor så overhovedet kolportere den slags vrøvl?
Lidt mere alvorlig er en anklage mod Freud for at sympatisere med den fascistiske diktator Mussolini. Freud skal nemlig have sendt ham bogen Warum Krieg? med dedikationen "Fra en gammel mand, som i herskeren hilser kulturhelten." Det lyder jo fælt, men går vi igen til kilden, fremtræder der en lidt anden historie, som Danielsen ikke fortæller:
Freud får en meget syg italiensk patient, som ledsages af sin far. Da konsultationen er forbi, fortæller faderen, at han er nære venner med Mussolini og beder Freud dedikere en af sine bøger til ham. Det er svært for Freud at afslå i denne situation, men når det nu skulle være, kunne han vel dårligt give Mussolini en mere relevant henstilling end netop det lille skrift, han udgav sammen med Einstein under titlen "Hvorfor krig?" Og dedikationen er mere finurlig, end Danielsen er i stand til at se: Freud havde netop skrevet en bog om "ubehaget i kulturen", så at gøre Mussolini til helt i den kultur, Freud føler et stigende ubehag ved, er en kompliment indpakket i svære forbehold. Freuds åndsnærvær fejlede ikke noget.
Situationen minder om, da tyskerne invaderede i Østrig, og Freud var i livsfare, efter at de havde raseret hans hjem og arresteret hans datter. Han får først lov til at slippe ud af Østrig med sin familie, efter at han har underskrevet en erklæring om, at han føler sig godt behandlet af nazisterne. Den 81-årige olding spørger høfligt den tyske officer, om han ikke må gøre en personlig tilføjelse på dokumentet: "Jeg kan i det hele taget anbefale Gestapo til hvemsomhelst."
Det er heldigt, at Eric Danielsen ikke kender denne episode, for der er ingen grænser for, hvad han kunne få ud af den. Kom Freud måske ikke til England som hemmelig agent for Gestapo?
Hvad det faglige indhold angår, er bogen også et sammenrod af insinuationer, en hulter-til-bulter-præsentation af, hvad der gennem årene er sagt af negativt om Freud. Og det er ikke småting, for psykoanalysen har fra starten været en udfordring til vor kultur. Men der er intet perspektiv i Danielsens rodebutik, og fordrejningerne er mangfoldige. Når Danielsen f.eks. falder over et brev, hvor den unge Freud er kommet på sporet af Ødipus-komplekset og erindrer, at han selv har været forelsket i sin mor og jaloux på sin far, så kommenterer Danielsen, at det er "et noget skrøbeligt grundlag at bygge en universel teori på, må man nok sige!" Som om det overhovedet er grundlaget. Men Danielsen har ikke faglig indsigt til at tage stilling til de mange bøger, hvor Freud på det mest omhyggelige diskuterer psykoanalysens kernekompleks. Han nøjes med spydigheder.
Freuds første sygehistorie, "Dora", er naturligvis også på repertoiret, og den kan der da godt rettes saglige indvendinger imod. Analysen lykkedes ikke, bl.a. fordi Freud endnu var for uerfaren og ikke havde styr på den "overføring", der siden blev en så vigtig del af forholdet mellem patient og analytiker. Men man kan ikke kritisere "Dora" på Danielsens niveau. Der er ingen grænser for, hvad han får ud af den historie:
"Gang på gang pressede Freud hende til at blive et disponibelt seksualobjekt for hr. K. Freud, som skulle befri hende, stod på undertrykkerens side. Heller ikke han kunne sige sig fri for den tids patriarkalske ideologi, hvorefter kvinden skal underkaste sig mandens vilje."
Hvor Danielsen nærmest fremstiller Freuds konsultation som et center for hvid slavehandel, fremsætter Freud i "Dora" en helt anderledes skarp kritik af patriarkatet som sygdomsforvolder:
"Når barnet så er blevet til kvinde og - helt i modstrid med barndomstidens krav - er blevet gift med en lidet hensynsfuld mand, der undertrykker hendes vilje, skånselsløst udnytter hendes arbejdskraft og hverken spenderer ømhed eller udgifter på hende, da vil sygdommen være det eneste våben, hun har til at hævde sin eksistens."
Freud kan bestemt kritiseres for mangt og meget, men selv i sine fejltagelser er han så tankevækkende, at det kræver et vist format at foretage et opgør med ham. Danielsens Freud-læsning er umusikalsk og bombastisk, og heller ikke på det sproglige plan er han nogen fornøjelse: sætninger går i stykker for ham, og gang på gang staver han navne forkert. Hans sladder om Freud er så underlødig, at selv ugepressen næppe ville trykke det. Men Dansk Psykologforenings forlag ville altså godt. De har et problem.
CHRISTIAN BRAAD THOMSEN

Erik Danielsen: Den ukendte Freud. 255 s., 280 kr. Dansk Psykologisk Forlag