Nogle tanker ved psykoanalysens 100års jubilæum
  af Ole Andkjær Olsen

Gennem de sidste fire-fem år har vi ved flere lejligheder fejret psykoanalysens 100års jubilæum. De mange jubilæer skyldes, at psykoanalysen ikke blev til på én dag eller på noget helt præcist tidspunkt. Vi har således fejret, at Freud i 1895 skrev sit 'Udkast til en videnskabelig psykologi' og dermed skabte omridset af den psykoanalytiske teori. Vi har fejret, at han i 1896 første gang brugte ordet psykoanalyse og opgav hypnosen som metode.
Derefter har vi fejret, at han i 1897 opdagede ødipuskomplekset og den infantile seksualitet, og vi har en allersidste chance her i år 2000, hvor det er hundredåret for udgivelsen af 'Drømmetydning', hans første store værk og et af psykoanalysens ubestridte hovedværker. Her må vi ganske vist se bort fra, at Freud snød med udgivelsesåret på titelbladet, da bogen faktisk udkom i november 1899, men han lagde vægt på de runde tal, ligesom vi også selv er tilbøjelige til at gøre, så det er år 1900, vi husker.
Inden vi igen lægger champagnen på køl, må vi spørge, om der overhovedet er noget at fejre. Er der stadig liv i psykoanalysen i dag, og vil den klare springet ind i det tredje årtusinde? Det er ikke nogen hemmelighed, at der gennem de sidste 10-15 år har været en markant nedgang i interessen for såvel psykoanalytisk teori som psykoanalytisk terapi, og navnlig i USA har der været ført en overordentlig hadsk kampagne mod psykoanalysen, der er blevet beskyldt for at være forældet, pseudovidenskabelig og sekterisk eller ligefrem bygget på forfalskede data. Er man sympatisk indstillet over for psykoanalysen, som jeg selv er, kan man vælge at ignorere kritikken, der sjældent er overvældende begavet. Man kan dog også spørge, om psykoanalysen ikke selv bærer en del af skylden ved at have forsømt selvkritik og fornyelse, mens tid var. Det er, som om psykoanalytikerne gennem mange år blot er lallet videre i de samme alt for velkendte rutiner og har anvendt de samme tekniske greb, der er blevet så fortærskede, at de i parodiens form kendes af enhver moderne romanlæser og biografgænger. Fremstillingen af den latterlige psykoanalytiker, der mekanisk besvarer sine patienters råb om hjælp med tavshed og ligegyldighed, og som ikke engang har styr på sit eget liv, er allerede selv blevet en cliché. Når så endelig patienttilgangen begynder at svigte dramatisk, som det er sket, breder panikken sig.
Den psykoanalytiske organisation har vokset sig stor og stærk gennem uddannelse af stadig flere analytikere. En psykoanalytisk uddannelse er en bekostelig affære - man kan nævne tal på en halv million kroner - og hvis pengene ikke kan tjenes hjem igen, truer det uvægerligt hele den psykoanalytiske organisations fremtid. Det er næsten som et pyramidespil, hvor tabet altid placerer sig hos de yderste led i kæden. Breder børspanikken sig fra USA til Europa, vil virkningerne også blive følelige i Danmark.
Så godt nok kan vi fejre psykoanalysens 100årsjubilæum, men der er også behov for en kritisk analyse af firmaets aktuelle status, en opgørelse af aktiver og passiver og en vurdering af, hvilke segmenter der giver overskud og hvilke der giver tab. Man kan måske godt studse over disse økonomiske metaforer, men de sigter fra min side mod at gøre opmærksom på, at psykoanalytikerne helt frem til nutiden har hævdet deres private ejendomsret til en videnskab med langt mere almene implikationer. Et af mine spørgsmål er således, om psykoanalysen kan og skal blive ved med at være opbygget som et familieaktieselskab med udspring i den private speciallægepraksis, Freud åbnede i Wien i 1886.

Som udgangspunkt for min statusanalyse vil jeg tegne et - måske lidt forenklet - billede af psykoanalysen i tre segmenter: psykoanalysen som en form for psykoterapi, psykoanalysen som videnskab og psykoanalysen som en etisk - eventuelt politisk og måske ligefrem religiøst - funderet reformbevægelse.

I. Psykoanalysen bygger i næsten bogstavelig forstand på Freuds divan. Divanen er blevet et symbol på den psykoanalytiske praksis. Mange psykoanalytikere har ligget der og lært, hvordan Freud arbejdede. Der er i virkeligheden tre elementer i psykoanalysens setting: divanen, lænestolen ved hovedgærdet og den lukkede dør, der betyder, at alt hvad der siges er strengt fortroligt. Patienten eller analysanden ligger, mens analytikeren sidder i lænestolen uden for synsfeltet. Patienten taler, analytikeren lytter og intervenerer med sjældne mellemrum med en tolkning, men besvarer ikke spørgsmål eller giver gode råd. Denne teknik tilsigter, at analytikeren forsvinder som person og bliver et spejl, der reflekterer et stadig tydeligere billede af patientens ubevidste. Patienten taler, så det der trykker kommer frem og lader sig integrere i personligheden. Ved at lade patienten associere frit over erindringer, drømme og fantasier vil konturerne af glemte forestillinger og begravede komplekser tegne sig, og ved at få patienten til at betro sig til analytikeren vil følelserne i overføringens form bindes til analytikerens person og blive genoplivet i en instruktiv tydelighed, der gør det muligt at arbejde med dem. Divanen og talen er nært forbundne: de indeklemte følelser skal udtrykkes i talen, de skal netop ikke afreageres - udageres - i affektbetonet handlen eller i symptomer. Patienten skal i egen interesse holde sig på divanen, og i en egentlig analyse skal han blive liggende og tale i hundredvis af timer.

II. Freud skabte imidlertid andet og mere end en psykoterapeutisk teknik. Han skabte en næsten helstøbt psykologisk videnskab med en teoridannelse, der kan siges at være vildt overdimensioneret i forhold til den terapeutiske praksis, den bygger på, og hvis gyldighed er af helt almen art. Elementerne heri er en driftsteori, en personlighedsteori og en udviklingsteori, som jeg kort vil ridse op.
I driftsteorien nedlagde Freud sine hypoteser om de kræfter, der driver individet, og det er som bekendt i særlig grad seksualiteten, der skjult eller åbenlyst formodes at blande sig i alt, hvad vi gør og tænker. Driftsteorien er dualistisk. De grundliggende drifter trækker i hver sin retning, og kunsten er at kanalisere dem på en sådan måde, at de kommer til at arbejde sammen. Søges der harmoni gennem undertrykkelse af seksualdrifterne, hævner de sig før eller siden og bryder frem de mest uventede steder i form af lemlæstende sygdomssymptomer.
Personlighedsteorien er præget af, at Freud gav personligheden en rumlig udstrækning, mens bevidstheden eller jeget hos ældre filosoffer netop var uden udstrækning, lokaliseret til ét eneste immaterielt punkt, hvorfra alle tanker, følelser og handlinger udgår. I neuroanatomien og neurofysiologien havde Freud lært om lokaliseringen af de psykiske funktioner i hjernen, men da selv det bedste mikroskop ikke kunne hjælpe ham med at finde de fortrængte forestillinger, han var ude efter, begyndte han at konstruere sine egne modeller over personlighedens elementer og deres dynamik. Alle kender formentlig hans model med det'et, jeget og overjeget, der inkarnerer lidenskaberne, fornuften og moralen, og som viderefører en oprindelig model med det ubevidste og det førbevidste adskilt af en censurbarriere. Den altid latente konflikt mellem grunddrifterne kommer sekundært til udtryk som en konflikt mellem disse instanser i personligheden.
Udviklingsteorien kom i stand ud fra Freuds hypotese om, at de psykiske lidelser går tilbage til bestemte barndomstraumer, som oftest seksuelle overgreb, og han mente, at de enkelte psykiske lidelser - skizofreni, paranoia, hysteri, tvangsneurose - modsvarede hver sit tidsinterval i barndommen. Jo tidligere overgreb, jo dybere begravet er traumet, og jo alvorligere er den psykiske lidelse. På dette spinkle og hypotetiske skelet hægtede han gradvis en teori om driftsudviklingen og en teori om personlighedsudviklingen op, og der tegnede sig herefter det almene billede, at barnet skal gennemleve alle sine obligatoriske udviklingsstadier på den rigtige måde, ellers opstår de velkendte psykiske bygningsfejl, der senere i livet kan fremkalde en sygelig regression, f.eks. en regression til den orale fase, en regression til narcissismen eller en regression til ødipuskomplekset.
Som understøttelse - eller bekræftelse - af dette med tiden ganske enorme teoretiske bygningsværk skabte Freud en analytisk praksis uden et terapeutisk sigte, nemlig analyse af kunstværker og kulturfænomener. Han kaldte dette for anvendt psykoanalyse, og det blev et område med stor gennemslagskraft. Med sin terapi og sin psykopatologi kom Freud i et intimt had-kærlighedsforhold til samtidens psykiatere, men det var trods alt inden for snævre faglige rammer. Med den anvendte psykoanalyse skabte han røre i snart sagt alle videnskaber, når han og hans tilhængere trampede ind over de gældende faggrænser og gjorde sig kloge på maleri, skulptur, myter, folkeeventyr, litterære værker, biografier, primitive folkeslag, sproghistorie og meget andet. Det er blevet til en opslidende hundredårskrig på mange fronter og med både flotte sejre og ydmygende nederlag.

III. Som om det ikke kunne være nok, er psykoanalysen for det tredje også en reformbevægelse med etiske, filosofiske, politiske og religiøse aspekter. Freud lagde ikke skjul på, at hans teorier både matchede filosofien og religionen, og han opfattede psykoanalysen som en nærmest hellig sag, der krævede kamp mod de tvivlende og de vantro. Ligesom Kopernikus og Darwin var han dybt kontroversiel ved at punktere de herskende illusioner om menneskets suveræne placering som centrum i universet, og ligesom Marx troede han på, at verden i nogen grad kunne forbedres, hvis man drog de rigtige konsekvenser af hans erkendelser. Det var ofte lidt uklart, hvor langt Freud selv ville gå som feltherre og verdenserobrer, for han var også en forsigtig mand, men der blev ud fra hans teorier skabt reformbevægelser for både fri seksualitet, fri opdragelse, fri skole og fri tænkning - nogle gange med hans billigelse, andre gange uden. Den modstand, psykoanalysen vakte, skyldtes til at begynde med mistanken om, at den ville omstyrte samfundsautoriteterne, seksualmoralen og religionen. Ligesom marxismen og socialismen baksede den i sit laboratorium med farlige formler, der - hvis de blev omsat til virkelighedens verden - kunne forventes at ville reformere eller ligefrem revolutionere samfundet. De første generationer af psykoanalytikere nød tilsyneladende hele dette postyr. De var knyttet sammen i fællesskabet omkring bestemte trossætninger, i loyaliteten over for Freud og i følelsen af at være en særligt udvalgt elite. Denne tendens blev oprindelig forstærket af den store overvægt af jøder i foreningen. Freuds tanker om et fællesskab af psykoanalytikere, der sammen kunne forbedre verden, hentede han fra en filantropisk jødisk loge, B'nai Bri't, som han var medlem af.

Det, jeg kort har ridset op, er de tre elementer, der i hovedsagen udgør psykoanalysen - psykoanalysen som terapi, som videnskab og som reformbevægelse. For Freud besad de et enhedspræg, de var led i den samme universelle bestræbelse, der var i dyb samklang med hans egen personlighed, nemlig det at søge sandheden og troen på, at sandheden har en helbredende kraft. Som et stykke historisk tankegods har denne bestræbelse sine rødder i oplysningstiden, men i særlig grad også i den skandinaviske naturalisme, der havde Georg Brandes som bannerfører og Henrik Ibsen som den litterære stjerne. Begge var Freuds idealer. Den videnskabelige sandhed, som alle er enige om at søge, suppleres med en egentlig sandhedsterapi, der både kan bringes i anvendelse over for den enkelte patient og over for samfundet som helhed. Da Freud skabte den analytiske teknik og lagde hypnose- og katarsisterapien bag sig, var det netop ud fra overbevisningen om, at man ikke kan skabe varig helbredelse ved under hypnose at beordre patienten til at blive mere fornuftig eller ved at forsøge at uddrive det onde gennem fremkaldelse af vilde kramper og gebærder. Analysen skal finde den sandhed, der er nedlagt i det ubevidste, og bevidstgøre patienten om den. I større målestok er sandheden en etisk forpligtelse, som det netop kendes fra Ibsens nutidsdramaer. Kan man ikke tåle at høre sandheden, bliver man en træl, og bygger samfundet på illusioner, fortielser og løgne, vil det rådne op indefra.
Det skal tilføjes, at sandhedsbestræbelsen i Freuds regi også var tidsbundet og personligt begrænset. Det var hos ham såvel som hos naturalisterne altid underforstået, at sandheden var noget ubehageligt, noget provokerende og udfordrende. Ifølge denne tankegang kan kun den stærke tåle at høre sandheden, mens den svage vil bukke under. Psykoanalysen er således født som en elitær terapiform forbeholdt de få.
Når Freud og hans naturalistiske forbilleder, der var overbeviste ateister, har afsløret den himmelske sandhed som illusorisk, er der kun tilbage at rode op i underverdenen og se, hvad det vil kalde frem. Det berømte motto til 'Drømmetydning', som Freud har hentet fra Virgils 'Æneiden', lyder netop: "Mægter jeg himmelen ej at røre, jeg helvede vækker." Der er en lige linje herfra til Freuds foretrukne identifikationsfigurer. Når han i ungdommen identificerede sig med kong Ødipus og i alderdommen med Moses, var han tydeligvis tiltrukket af den tragiske helteskikkelse, der måtte betale en høj pris for at søge sandheden. Forventningen om at afdække en ubehagelig eller ligefrem tragisk sandhed kommer endelig også til udtryk i Freuds sidste revision af driftsteorien, hvor han hævdede, at dødsdriften var stærkere end livsdriften og før eller siden ville føre til menneskehedens udryddelse.
Disse få bemærkninger skal demonstrere, at psykoanalysen for Freud var et højst personligt anliggende, og at dens enkelte segmenter dannede en logisk afrundet helhed. Denne helhed og denne enhed gik uvægerligt tabt, efterhånden som psykoanalysen udviklede sig fra en énmandshær til en massebevægelse. I min egen forskning i psykoanalysens historie er jeg i stigende grad blevet opmærksom på endnu et element med en noget anden status end terapien, videnskaben og bevægelsen, nemlig den psykoanalytiske foreningsdannelse. Til at holde sammen på den omtalte trehed, oprettedes den internationale psykoanalytiske forening, kendt som IPA, og IPA var allerede fra starten i 1910 udstyret med en vanskelig mission. Det omgivende samfunds åbenlyse fjendtlighed betingede, at der nu blev bygget tykke mure omkring psykoanalysen, der udviklede sig til lidt af et fæstningsværk. Dette havde også virkninger indadtil. Enhver gruppe og ethvert samfund, der befinder sig i en krisetilstand, vil begynde at organisere sig hierarkisk og centralistisk for at overleve. Ydre fjender hæmmer således udviklingen af et indre demokrati. Man rekrutterede gerne nye soldater til hæren, men disciplinen skulle være i orden. De, der ikke sluttede 100 procent op bag de herskende tanker, blev anset for potentielle forrædere og smidt ud i voldgraven igen. Det, der var tænkt som en forening for fri tænkning og forskning, blev dybt præget af ufrihed og tvang. Nogle medlemmer gik frivilligt og etablerede med vekslende held deres egne borge rundt omkring i nærheden. Så kunne man bruge kræfterne på at føre lokale krige mod hinanden. Navne som Wilhelm Stekel, Alfred Adler, Carl Gustav Jung, Viktor Tausk, Otto Rank og Wilhelm Reich taler deres eget sprog. Freud var altid på vagt over for oprørske sønner. Det var, som om den teori om ødipuskomplekset, han selv havde skabt, gennemsyrede alle aktørernes forestillingsverden i en sådan grad, at det med mellemrum måtte komme til enten kastration af sønnerne eller forsøg på at myrde faderen.
Freud talte i flere sammenhænge om psykoanalysens sjibbolet, når han brugte det ene eller det andet begreb til at trække en linje mellem psykoanalysens venner og fjender. Bibelkyndige vil vide, at ordet henviser til en krig beskrevet i det gamle testamente:
"Og gileaditerne afskar efraimiterne fra Jordans vadesteder. Hver gang så en af de efraimitiske flygtninge sagde: 'Lad mig komme over', spurgte Gileads mænd: 'Er du Efraimit?' Og når han svarede 'Nej', sagde de til ham: 'Sig sjibbolet'. Og når han da sagde 'sibbolet', fordi han ikke kunne udtale ordet rigtigt, greb de ham og huggede ham ned ved Jordans vadesteder. Ved den lejlighed faldt 42.000 efraimiter." (Dommerbogen 12:5-6).
Man kan roligt sige, at dette billede afspejler den intolerance og meningsterror, der herskede i den tidlige psykoanalyse. Det er meget muligt, at det var en betingelse for psykoanalysens overlevelse, men det har samtidig sat et varigt præg på hele mentaliteten i det psykoanalytiske fællesskab. Den internationale psykoanalytiske forening var kun på overfladen demokratisk. For at sikre kontrollen blev der i 1912 på Freuds foranledning nedsat en hemmelig komité af personer, der var fuldt loyale, og som ved de internationale kongresser fremsatte forslag, der aldrig blev stemt ned. Der har været blodige indre stridigheder, men disse er aldrig blevet udkæmpet med demokratiske midler. Det er meget sjældent kommet til kampvalg om posterne i ledelsen, og reelt har ledelsen siden Freuds dage været nærmest selvsupplerende.
I forholdet til andre videnskaber blev der som nævnt gjort en betydelig indsats fra psykoanalytikernes side for at bevise psykoanalysens brede anvendelighed, og særligt vigtigt var det, at uafhængige forskere rundt om ved universiteterne selv gjorde brug af psykoanalytiske begreber og viste, at de var relevante for deres fag. Også her blev der imidlertid ført en alt-eller-intet politik. En fremtrædende antropolog som Bronislaw Malinowski brugte således et udsnit af de psykoanalytiske begreber i sit studium af trobriand-kulturen. Hans konklusion var, at nogle psykoanalytiske teser blev bekræftet af hans undersøgelser, mens andre ikke gjorde det. I stedet for at være tilfredse med det første og tilbyde ham et nærmere samarbejde, valgte psykoanalytikerne at vise deres utilfredshed med det sidste og stemple ham som en modstander, der - fordi han manglede en psykoanalytisk uddannelse - slet ikke var berettiget til at bruge psykoanalytiske begreber. Resultatet var, at han i sine efterfølgende publikationer helt ophørte med at henvise til psykoanalysen.
Psykoanalysen blev modarbejdet og isoleret, men den var også med til at isolere sig selv fra omgivelserne og hindre omgivelserne i at få bestemmelsesret over og indflydelse på nogen del af det psykoanalytiske felt. På de vilkår har det selvfølgelig været vanskeligt at finde kvalificerede diskusionspartnere. I enhver diskussion, hvor de var trængt, kunne analytikerne altid betjene sig af den nødudgang, at psykoanalytiske hypoteser kun lod sig teste af personer med en anerkendt psykoanalytisk uddannelse.
Herved er vi måske fremme ved den strukturelle kerne i problemet, for anerkendelse som analytiker får man kun efter at have gennemgået nærmere bestemte optagelsesritualer. Der sættes relativt tidligt angreb ind på terapeuter, der praktiserer psykoanalyse uden foreningens autorisation. De kaldes "vilde" analytikere, næppe som modsætning til "tamme" eller "tæmmede", selv om det ofte var realiteten, men snarere til "civiliserede" analytikere. Fra 1927 gøres en langvarig personlig analyse hos et allerede fuldgyldigt medlem af foreningen, den såkaldte læreanalyse, til et obligatorisk punkt i uddannelsen. Vi har hørt, at analytikeren i behandlingssituationen så at sige forsvinder som person og forvandles til et spejl, og derfor er det blevet en fast regel, at analytiker og analysand ikke må have relationer til hinanden uden for den analytiske situation. Dette gælder imidlertid ikke for forholdet mellem læreanalytikeren og kandidaten. Her er læreanalytikeren i høj grad til stede som en virkelig person med bestemte faglige og politiske hensigter. Selvcensur og meningsterror rykker uvægerligt ind i den psykoanalytiske setting, når kandidaten ved, at han kun kommer videre i uddannelsen, hvis hans analytiker finder ham egnet. For så vidt som en analytisk uddannelse er en investering, der kan gøres op i mange hundrede tusinde kroner, vil kandidaten være udpræget angst for ikke at leve op til sin læreanalytikers forventninger og gøre meget for at tilpasse sig.
Dette problem tegner en sort linje gennem hele psykoanalysens historie, idet læreanalysen som en fast regel bruges af læreanalytikeren til at selektere kandidater med den samme personlighedsprofil som hans egen og med det samme teoretiske ståsted, dvs. kandidater, der - når de senere bliver fuldgyldige medlemmer af foreningen - vil være læreanalytikerens støtter i det politiske spil eller ligefrem medlemmer af hans fraktion. I dette perspektiv bliver læreanalysen for alvor en "sindelagskontrol", hvor anderledestænkende effektivt kan skilles fra med henvisning til manglende analytiske evner eller tilstedeværelse af uønskede karaktertræk. På samme måde bliver det i læreanalytikerens interesse at afslutte analysen på et tidspunkt, hvor der er et tilstrækkeligt kvantum positiv overføring i behold til at forlænge afhængighedsforholdet efter analysen. Når dette tegner en ond cirkel, hænger det sammen med, at analytikerne, der i princippet skulle have de bedste analyser, i virkeligheden får de dårligste. Det har været et alvorligt problem i psykoanalysens udvikling som videnskab og terapiform, at senioranalytikerne gennem deres selektive praksis skaber kloner af sig selv og støder de anderledestænkende kandidater bort, der ikke vil lade sig indoktrinere i en bestemt ideologisk opfattelse af analysen. I et overordnet perspektiv kan det skade psykoanalysens udviklingsmuligheder, at den i selve sin rekrutteringsstruktur har indbygget - ikke et incestforbud, men et "incestpåbud", som betyder, at medlemsskaren risikerer at degenerere, fordi bevægelsen har et kronisk forsvarsberedskab rettet mod tilførslen af "fremmed blod".

Jeg startede med at nævne den bølge af kritik, der de sidste 10-15 år er skyllet ind over psykoanalysen. Det er sket på et tidspunkt, hvor nogle af de problemer, jeg har omtalt, faktisk var ved at blive løst. Den feudale struktur er på retur, og man kan ikke mere beskylde de psykoanalytiske foreninger for at ligne frimurerloger, hemmelige selskaber eller religiøse sekter. Der bliver stadig længere mellem de celebre eksklusionssager, hvor anderledestænkende medlemmer kanøfles til skræk og advarsel. Man er flere steder begyndt at værne om læreanalysernes autonomi, således at analysen ikke bliver en vanskelig eksamen, der skal bestås. Dette gøres ved, at læreanalytikeren ikke er medlem af det udvalg, der bedømmer kandidatens kvalifikationer. Den paranoide angst for omgivelserne er også mindsket, og man har tilmed set, at uafhængige forskere har fået adgang til de psykoanalytiske foreningers arkiver, hvilket ville have været helt utænkeligt for blot tyve år siden. Det er, som om psykoanalytikerne har indset, at de selv kan lære noget af tidligere tiders fejltagelser.
Da der i begyndelsen af 1980erne var langstrakte avisskriverier om, at Freud havde været i seng med sin svigerinde, og at dette nødvendigvis ville få hele den psykoanalytiske lærebygning til at falde sammen, reagerede flere ledende analytikere med direktøren for Freud-arkivet, Kurt Eissler, i spidsen ved at forsvare Freuds dyd i stedet for at analysere argumenterne. Denne strategi ville være utænkelig i dag, hvor analytikere og ikke-analytikere deler en nøgtern interesse i at fremskaffe flest mulige oplysninger om Freuds biografi, samtidig med at de også er enige om, at eventuelle afsløringer i hvert fald ikke har noget med teoriens sandhedsværdi at gøre. Tidligere kunne man ofte høre sammenblandinger af en historisk og en videnskabelig interesse i psykoanalytiske problemer, f.eks. når A siger: "Jeg mener, at fortrængningen bør forstås sådan og sådan ...", hvortil B svarer: "Nej, for Freud siger jo på side 287, at det forholder sig sådan og sådan ..." I dag er det evident for de fleste, at det kan være interessant og lærerigt at studere Freuds teorier, men at beviser for en teoris gyldighed nødvendigvis skal hentes fra den nutidige erfaringsverden.
Psykoanalysen har på godt og ondt været præget af spaltninger, fraktionsdannelser og konkurrerende skoledannelser. Og jeg betragter det netop som både godt og ondt. Det kan være et sundhedstegn, at en skoledannelse spaltes i forskellige konkurrerende enheder, for det sikrer den alsidighed i udforskningen af et genstandsområde, som den enkelte skoledannelses doktrinære indstilling hindrer i at komme til udtryk. Det er, som når bladene på et træ fordeler sig over en jævn flade for alle at få bedst mulig adgang til sollyset. Det, som den ene skole forsømmer, kan så være det, som den anden skole gør til sit specielle varemærke. Men naturligvis fordrer denne synsvinkel, at trådene på et tidspunkt samles og blandes igen. Det kan tage mange år, og det vil i reglen først ske, når de stridende parter selv samt deres personlige elever er afgået ved døden. Jung er stadig en hadet mand i visse psykoanalytiske kredse, men det behøver ikke at hindre moderne freudianere i at føre en dialog med moderne jungianere om den arv, de trods alt har til fælles.
Spaltningerne kan imidlertid også blive til noget negativt, hvis de konkurrerende skoler bruger for megen energi på at bekrige hinanden, - hvis de på grund af konkurrencen hver især stivner i dogmatik og intolerance, - og hvis historien ikke atter samler eller sammenfatter de strømninger, der tidligere frastødte hinanden. Jeg vil desuden beklage hvis udstødelsesprocesserne er årsag til personlige tragedier og forspildte muligheder. I de skandinaviske lande har vi flere eksempler på, at udelukkelse fra deltagelse i IPA betød, at en betydelig talentmasse ikke blev udnyttet eller styrede i en ufrugtbar retning.
Jeg anser det ikke mere for muligt eller ønskeligt, at den ene eller den anden foreningsdannelse, heller ikke den internationale psykoanalytiske forening, prøver at gøre sig til herre over alle dele af psykoanalysen og fastholde kravet om at bestemme, hvad der er rigtigt og forkert. Den trehed, jeg har omtalt som terapi, videnskab og bevægelse, er for omfattende til at kunne styres af en forening med under ti tusind medlemmer på verdensplan. Det arbejde, der er igangsat inden for psykoanalysen, er i sine fjernvirkninger og i sine konsekvenser så vidtrækkende, at det for en helhedsbetragtning involverer mange flere personer, både terapeuter fra andre skoler, forskere uden psykoanalytisk uddannelse, psykologer, filosoffer, socialarbejdere og pædagoger.
Det er om noget den klassiske psykoanalytiske terapi, der er i krise. Den har bidraget med uvurderlige resultater til den psykologiske forskning, men som behandlingsmetode med et snævert terapeutisk sigte er den af mere tvivlsom værdi. Det er jo sådan, at en psykoanalyse meget let kan strække sig over mere end 500 behandlingstimer, og det vil med dagens takster kunne koste 2-300.000 kr. og vare i 2-3 år. Bliver man så væsentlig mere eller væsentlig bedre helbredt for sine psykiske skavanker, end hvis man havde konsulteret en terapeut med en simplere og korterevarende terapi? Det er tvivlsomt. Det er i hvert fald endnu ikke lykkedes terapiforskningen med nogen sikkerhed at fastslå, at psykoanalysen skulle have noget fortrin for andre terapier, når det gælder helbredelseseffekten.
En afdød dansk psykiatriprofessor har udtrykt det således, at psykoanalysen er bedst til at helbrede personer, der ikke fejler noget. Den øger indsigten, den har sandheden som sit højeste mål, men den er principielt tilbageholdende med interventioner, der griber direkte ind i patientens følelsesliv eller virker vejledende og rådgivende. Derfor varer den så længe. Andre terapiformer går mere direkte til værks, løber større risici og er mere manipulerende, men hvad enten man synes om dette eller ej, vil det være her fremtiden ligger, ikke mindst når borgerskabets hjemmegående husfruer med tid og penge nok til en egentlig analyse er ved at være en uddøende race. Den klassiske analyse vil i stigende grad være forbeholdt forskning og uddannelse, mens egentlige patientanalyser vil blive en sjældenhed. Man kan ligefrem formode, at "rigtige" patienter med mere dybtgribende psykiske problemer kun vil få det dårligere, hvis de udsættes for så lange analyser. Terapi er vel om noget et område, hvor der hele tiden er behov for at eksperimentere.
M.h.t. psykoanalysen som videnskab kan psykoanalytikerne næppe heller opretholde deres monopol. Psykologiske hypoteser fremsat på grundlag af terapeutiske erfaringer må kunne testes uden for terapisituationen, hvis man skal tro på deres almene gyldighed. En af de største udfordringer ligger i at klargøre psykoanalysens placering mellem de traditionelle videnskabelige paradigmer, idet den har såvel et naturvidenskabeligt som et humanvidenskabeligt og et samfundsvidenskabeligt islæt. Når man altid hører, at positivistiske psykologer kalder psykoanalysen pseudovidenskabelig, mens humanistiske psykologer kalder den scientistisk, er sandheden netop, at den forsøger at spænde over begge områder. Den betragter ikke forklaring og forståelse som antagonistiske modsætninger.
Set over en hundredårig periode har den psykoanalytiske teori gennemgået en karakteristisk forandring. Den klassiske teori havde en vertikal struktur. Den var bygget op over polariteten mellem overflade og dybde. Bevidstheden var placeret på overfladen, det ubevidste i dybden. Analysearbejdet havde karakter af en arkæologisk udgravning, og dette modsvarede også hypotesen om, at de dybeste aflejringer i personligheden var de ældste. Den moderne teori, der allerede findes i kimform hos Freud, men som først slog bredt igennem i 1950erne, har en horisontal struktur. Den er bygget over polariteten mellem subjekt og objekt. Det centrale er nu begreber som introjektion, projektion og interaktion. Vi ser den samme tendens i forskellige versioner i Tyskland, England, Frankrig og USA. I Tyskland har Alfred Lorenzers teori om interaktionsformer været toneangivende gennem flere årtier, i England er det objektrelationsteorien, som den er udformet af Melanie Klein, Donald Winnicott og Michael Balint, i Frankrig er det Jacques Lacans strukturalistiske subjektteori og i USA forskellige versioner af selvpsykologiske teorier inspireret af Heinz Kohut og Otto Kernberg.
Den Freud'ske driftsteori er gradvis trådt i baggrunden. Det har altid været et problem, at driften som forklarende begreb selv var rent hypotetisk. Det samme kan siges om det ubevidste som forklarende begreb. Men driftsteorien var yderligere begrænset af sine rødder i den mekaniske fysik. Freud betragtede driftsenergien som energikvantiteter, der bevægede sig rundt mellem statiske forestillinger i det psykiske apparat. I de moderne subjekt/objekt-teorier er det ikke energierne, der er bevægelige eller dynamiske, men derimod objekterne selv. Ved introjektion og projektion og alle de heraf afledte processer flyttes der bogstavelig talt objekter mellem subjektets og objektets lokalitet. Det, der motiver disse bevægelser, er i mindre grad drifter end affekter eller følelser, og derfor kan man sige, at affektteorien er ved overtage den centrale position, som driftsteorien tidligere havde.
M.h.t. udviklingsteorien er tyngdepunktet historisk forskudt fra det Freud'ske ødipuskompleks, der manifesterer sig i 3-4-5årsalderen, tilbage til den førsproglige udvikling fra fødslen til 18månedersalderen. Nogle har i den forbindelse videreført det Freud'ske narcissismebegreb, mens andre har indført nye begreber som den paranoid-skizoide position, separations-individuationsfasen eller spejlstadiet.
Selv om der fortsat er store divergenser og spredninger i og omkring det psykoanalytiske miljø, er det nok objektrelationsteorien i bred forstand, der i dag kan samle størst tilslutning verden over, og det er tankevækkende, at talen om objektrelationer også kan fremkalde velvillige smil så forskellige steder som blandt jungianere og gestaltterapeuter.
M.h.t. psykoanalysen som en reformbevægelse mener jeg, at det hører pionertiden til. Man kan beundre de første generationer af psykoanalytikere for deres idealisme og engagement, men i sidste instans gavnede det ikke psykoanalysen, at de forsvarede den som en religion med en række dogmatiske trossætninger og organiserede sig som i en sekt med hemmelige ritualer og Freud som alfaderligt overhoved. Man kan også beundre det samfundsmæssige engagement og det betydelige gratisarbejde, der blev udført af mange analytikere. Det kan godt danne en grel kontrast til nutidige stjerneanalytikeres stjernehonorarer og luksuriøse levevis. Alt dette er blot ikke en del af psykoanalysens væsen. Taler man om psykoanalysen i bestemt form, ligger det ikke i dens natur at fremme det ene eller det andet politiske eller samfundsmæssige engagement. Dette ville også kunne gøre den suspekt som videnskab. Det er andre faktorer, der bestemmer, om man placerer sig til højre eller venstre i det politiske spektrum, og der har altid fandtes psykoanalytikere til begge sider.

Psykoanalysens hundredårsjubilæum og spørgsmålet om, hvad der skal blive af psykoanalysen i det næste århundred, giver ikke mig grund til alvorlig pessimisme, men det er klart, at de sidste rester af dogmatik vil bukke under, og at også psykoanalytikerne må besinde sig på, at de er medlemmer af en større familie, som både tæller selvpsykologer, lacanianere, jungianere, individualpsykologer, eksistentialistiske psykologer, gestaltterapeuter og mange andre. Dette større familiefællesskab går ofte under betegnelsen den psykodynamiske psykologi. Når man bruger denne betegnelse, vedkender man sig den historiske arv fra Freud, men man taler samtidig neutralt om en psykologi, hvor patentet, ophavs- eller ejendomsretten ikke er deponeret inden for den ene eller den anden private forening eller interesseorganisation. Denne terminologiske forskydning vil efter min overbevisning også være i psykoanalysens egen interesse