Tanker om almagt og styring

af Gert Rønsby

Hamlet: -jeg kunne være indesluttet i en nøddeskal og føle mig som konge over et grænseløst rige - 

(Hamlet III, 4)

Jeg tror, at det er frugtbart at lade historien om den barnlige almagt begynde med undfangelsen og ikke med fødslen. Jeg tror - lige som Stanislav Groff og andre forskere fra tiden efter Freud -  at den psykologiske udvikling tager sin begyndelse samtidig med den legemlige. Vi har psyke, mens vi er fostre, men paradoksalt nok har vi ikke legeme. Alt, hvad der kunne muliggøre en oplevelse af krop er annulleret: tyngdekraften har ikke nogen oplevelsesmæssig konsekvens, sult og tørst eksisterer ikke, udskillelsesbehov kendes ikke, ej heller kulde eller mørke. Vi er psykologisk i en paradisisk tilstand: altid en behagelig temperatur, altid nok af mad og drikke, intet pres på organismen, ingen grænser i tid eller rum. Undertiden lykkes det for nogle mennesker at komme i den samme tilstand på ny; man taler da om en oceanisk følelse: følelsen af grænseløshed i tid og rum, af harmoni, lykke og uendelig fred.

Ved fødslen får vi en krop. Tyngdekraft, temperatur, fødeindtagelse, udskillelse, fugtighed og mange andre biofysiske variable bliver pludseligt påtrængende virkelige faktorer, uden at vi forstår en lyd af det hele. Som mange gange sagt, så er fødslen sikkert den største krænkelse, der nogen sinde kan overgå os. Fra en smuk og harmonisk orden bliver vi brat og uforskyldt kastet ud i et utiltalende kaos. Fra konger over et grænseløst rige bliver vi reducerede til slaver af den omgivende naturs luner og vore egne behov. Kroppen må være uønsket, klodset og ubekvem. Intet under, at barnet ønsker sig tilbage til den velsignede salighed, der så brutalt blev revet itu.

Jeg tror, at almagten er den logiske tilstand hos det psykiske væsen, der befinder sig i pattedyrhunnens livmoder. Jeg tror, at dette væsen er ren psyke. Hvad jeg mere præcist mener med dette udsagn, vil jeg vende tilbage til. I og med at vi fødes med almagten som psykisk tilstand, må denne naturnødvendigt blive styreformen til at begynde med. Den barnlige almagt er således - efter min mening - medfødt. Vores udgangspunkt er: Jeg er det eneste eksisterende i en ubegrænset verden, hvori tid ikke forekommer. Fra mig udgår alt, hvad der måtte opstå: Jeg skaber det bryst, der giver mig næring og de hænder, der pusler om min krop. Jeg skaber disse ting, når jeg skal bruge dem og lader dem forgå, når jeg ikke har brug for dem længere. Lidt senere skaber jeg mor og - måske far. Jeg skaber og jeg udsletter, men til sidst får jeg en så stærk tilknytning til mor, at jeg ikke længere kan udslette hende, når jeg ikke skal bruge hende mere(denne formulering er P.C.'s). Sagt på psykologsprog: Der opstår objektkonstans og objekttilknytning. Freud kommer med den interessante bemærkning, at: "Mennesket forbliver i en vis udstrækning narcissistisk også efter, at det har fundet ydre objekter for sin libido; de objektbesættelser, det foretager er ligesom emanationer af den ved Jeg'et forblivende libido og kan atter trækkes tilbage til denne"( Ges. W. vol. IX p 110). Jeg finder bemærkningen interessant, fordi den knytter an til den kabbalistiske teologi: Gud skaber verden gennem en række emanationer.

Almagten er fosterets styring. Denne form for styring er kun mulig, når man ikke har krop. Ved fødslen bliver styringen umuliggjort, og den opretholdes kun midlertidigt på omgivelsernes nåde.

De psykoanalytiske udviklingsfaser - oral, anal, fallisk - kan ses som successive tilpasninger af styringen til den voksende erfaringsmængde, individet kommer i besiddelse af efterhånden som tiden går. Det begynder med at barnet oplever sig som en, der indtager føde. Når denne proces har nået en tilpas grad af kendthed og tryghed, trænger en ny oplevelse sig på med styrke og vedholdenhed idet barnet nu oplever at være en, der udskiller affaldsstoffer. Også med hensyn til disse processer skal  barnet finde en balance med sig selv og med sin sociale omverden før udviklingen kan komme videre. Forløbet er naturligvis ikke skematisk som beskrivelsen af  det er, der er overlapninger og forskydninger i den brogede virkelighed, som er et givet barns opvækst. Den falliske fase er slutstenen på den barnlige psykoseksuelle udvikling. Jeg tænker, at vi følges med pattedyrenes unger i øvrigt til dette punkt. Når fasen er overstået vil de øvrige pattedyr være kønsmodne, og dermed fortsætte det biologiske forløb med forplantning og yngelpleje. Menneskebarnet har et andet forløb, idet der er indskudt en mellemfase mellem den falliske fase og den egentlige kønsmodning. Det er let at se, hvilke fordele dette indebærer, men det er vanskeligt at se, hvorledes evolutionens gang har tilvejebragt forskellen mellem dyr og menneske på dette punkt.

Vi bevarer en rest af den barnlige almagt livet igennem. Den kan være skjult og kun give sig til kende ved sjældne lejligheder og på indirekte måder, eller den kan være åbenlys for alle, fuldt vedstået af personen selv, og brugt som handlegrundlag livet igennem. Som regel ligger almagtsforvaltningen i voksenalderen mellem de to yderpunkter. Velfungerende kreative mennesker er vel dem, der har den bedst mulige forvaltning af almagten. 

En god beskrivelse af almagtens deponering hos positivt indstillede mennesker og den derved muliggjorte vækst hen imod optimal brug af de biofysiske og sociale muligheder finder vi i historien om Emil fra Lønneberg, forfattet af Astrid Lindgren. Gang på gang bringer hans handlinger, der er styrede af den barnlige almagt ham i konflikt med omgivelserne. Men familien formår at bremse hans selvrådighed og samtidig signalere accept og varme; således kommer han gennem opvæksten med sin selvaccept intakt og når i sit livsløb så langt som det efter forholdene var ønskeligt, han bliver prima inter pares. Hans diamentrale modsætning er Pippi Langstrømpe, der bevarer den barnlige almagt og derfor ender som et monster psykologisk set.

Det er vanskeligt at skelne mellem almagt og narcissisme. Jeg kender ingen definitioner på de to begreber, der sætter os i stand til at diskriminere mellem dem. Jeg vil derfor forsøge at få definitioner til at fungere.

1. Narcissisme: Mennesket har et antal objekter, som er noget det har investeret interesse i. Interesse er  overbegrebet til libido og aggression - sæt aggression og libido over for hinanden som tese og antitese og dan derpå syntesen interesse. Interessen forvaltes af individet på den måde, at det investeres i noget uden for mennesket selv; altså objekter. Objekter kan være andre mennesker - de vigtigste blandt objekterne - dyr, ting og abstrakte forhold. Men også individets selv vil være objekt: Jeg investerer interesse i mig selv; somme tider er jeg gal på mig selv, hvis jeg har dummet mig, og somme tider er jeg glad for mig selv, hvis jeg oplever at leve op til mine forventninger til mig selv.  Interessen for et objekt svinger mellem aggression og libido eller interessen er hvilende, hvis der ikke foregår bevægelser omkring  objektet i en periode. Når narcissismen defineres på denne måde kommer der vanskeligheder med den første periode efter fødslen, hvor selvet endnu ikke er dannet. Her taler Freud om primær narcissisme. Vanskeligheden kunne overvindes ved at antage, at der i denne periode kun findes almagt - altså den fra fostertilstanden medbragte styring, som er tilpasset de omstændigheder, der råder for individet i denne tilstand. Det ville være enkelt at lade almagtsbetegnelsen gælde den livsvarige rest af primær narcissisme, som Freud postulerer og lade betegnelsen narcissisme gælde for  interesse investeret i det egne selv.

2. Almagt: Den i fosterlivet etablerede styreform, som naturligt bibeholdes efter fødslen og som fortsat eksisterer livet igennem. Den kan fungere på gavnlig måde for individet, eller den kan fungere negativt afhængigt af, hvor godt det er lykkedes individet at tilpasse styringen til de biofysiske og sociale vilkår, der møder det.

Styring 

I løbet af den foregående udvikling af tankerne om almagt er begrebet styring blevet mere og mere centralt. Jeg knytter tanker om styring sammen med tanker om mennesket som en flerhed af systemer. Vi består af to slags systemer: de somatiske og de psykiske. De somatiske systemer er f.eks. åndedrætssystemet, muskelsystemet, fordøjelsen, blodkredsløbet o.s.v. De psykiske systemer er kognition, erindring, overjeg, selv m.fl. Inden for begge kategorier findes der forskellige former for styring. Således kendes tre styreformer for de somatiske systemer ( volontær, sympatisk og parasympatisk); måske kan vi også regne reflekserne med som en styreform - og hos dyrene instinkterne. For de psykiske systemer skelner vi indtil videre mellem bevidst og ubevidst styring. Den sidstnævnte kender vi især fra drømme, men den optræder også i talrige andre sammenhænge.

I fostertilstanden er der formentlig ingen opdeling i undersystemer af det psykiske. Det er en helhed og enhed. Der kan spores en bestræbelse hos os til at søge at opnå og fastholde en oplevelse af helhed og enhed, altså en stræben hen imod den oprindelige tilstand. Det er formentlig denne stræben, der ligger bag vores arbejde med at skabe og forsvare en identitet.

Fødslen betyder således også en splittelse af en oprindelig helhed. Splittelsen udløser en livslang bestræbelse på at hele, hvad der er brudt. Måske lykkes det på en måde, der ikke har været erkendt før:

Når forskellige systemer indgår i en større helhed - et overordnet system - opstår der en styring af helheden, som ikke har plads i nogle af de oprindelige systemer. Eksempler på dette forhold kan vi opleve, når vi ser en stæreflok, der manøvrerer elegant som var den hundredtallige skare en enhed. Flokken er effektivt styret; den holder sammen, den bevæger sig hensigtsmæssigt, den når et forudsat mål f. eks. at hele flokken kommer til ro på et egnet overnatningssted. Stæreflokken er ikke enestående; der kan gøres lignende iagttagelser med fiskestimer, der kan være flere hundrede meter lange og rumme tusindvis af enkeltindivider. Alligevel reagerer stimen på fjender som om den var en enhed. Vi kan også nævne de sociale insekter. Her er styringen permanent ikke som hos fugle eller fisk midlertidig. I ingen af de nævnte eksempler kan man stedfæste styringen; den synes ikke knyttet til noget organ eller noget enkeltindivid. Den synes ulegemlig, abstrakt, immateriel.

Den menneskelige helhed, der består af de to sæt systemer, kan tænkes at have en analog styring - selv om vi naturligvis ikke kan sammenlignes med en stæreflok eller en sildestime. Den fælles styring af flere samvirkende systemer må tænkes at være et naturprincip, der er uafhængigt af arten af de systemer, der indgår i samvirket, ja måske behøver systemerne ikke at være biofysiske - tænk på en mand og hans maskine! 

De samvirkende systemgrupper - de psykiske og de somatiske - har således en overordnet styring, der ikke kan stedfæstes eller på nogen måde knyttes til et organ eller en psykiske struktur. Styringen er tavs og vanskelig at erkende. Dens virke spores mest på indirekte måder, selv om man undertiden kan opleve den direkte i form af et markant brud med en persons sædvanemæssige måde at forholde sig til sig selv og sin omverden på.

Vender vi et øjeblik tilbage til stæreflokken, så kan vi se, at den overordnede styring må indhente omverdensdata for at kunne løse den opgave, der er stillet den: at finde rasteplads for hele flokken. I parentes bemærket kan man undre sig over hvem der har stillet opgaven og hvem der har accepteret den. Indhentningen af omverdensdata må foregå på en væsentlig anden måde end gennem den ordinære sansning. Der eksisterer mig bekendt ingen modeller for hvorledes den kan foregå. Alligevel  må den finde sted, for stærene finder rasteplads, ingen støder sammen og styringen går i ro med fuglene.

Den overordnede menneskelige styring formår ligeledes at indsamle omverdensdata på måder, der er ukendte for os. Det giver sig udtryk i de parapsykologiske fænomener; specielt i disciplinens kerneområder ESP og PK. Med stærkere og stærkere evidens trænger visheden om disse fænomeners faktiske eksistens og virke sig på. Snart vil summen af lødige iagttagelser udgøre et uafviseligt faktum. Her vil en teori om en overordnet styring af de samlede systemer tilbyde en vej til nøjere erkendelse og dyberegående undersøgelse af de fænomener, som vi har kendt så længe, og som vi lige så længe har tøvet overfor eller direkte afvist.

Også uden for den egentlige parapsykologi finder vi vidnesbyrd om den alternative styring. Vi kan for eksempel nævne den forbavsende styrke, hvormed nogle mennesker afhjælper nødsituationer. En kvinde løftede således bagpartiet på en personbil, under hvilken  hendes barn lå fastklemt. Der findes mange beretninger om usædvanlige præstationer, der fremkaldes af usædvanlige omstændigheder; præstationerne rækker ud over, hvad der kan forklares ved den gængse models   ydeevne med dens forenede emotionelle og kognitive potentialer.

Som et yderlige område for en overordnet styring vil jeg nævne samvirket mellem to eller flere individer. I dyaden har vi overføringen og forelskelsen, i gruppen (3 til 9 personer) har vi gruppens samhørighed i dens forskellige fremtrædelsesformer: gruppefølelse, sentiments, solidaritet m.v. og i den sociale organisation (flere end 9 personer) har vi sådanne begreber som samfundsfølelse, korpsånd, loyalitet m.v.

Jeg tror, at almagten spiller en afgørende rolle for etableringen af den overordnede styring af de samlede systemer, ja måske er denne styring identisk med den barnlige almagt. Det skulle da forholde sig sådan, at almagten træder tilbage fra det kognitiv-emotionelle system efter barndommens psykofysiske udvikling. Den er så tavst tilstede for resten af livet i den overordnede styring, hvorfra den øver indflydelse på livsløbet på en sådan måde, at individet opnår et optimalt udbytte af sine bestræbelser; opnår en succes, der kun er defineret ud fra individets egne betingelser. Styringens virke danner basis for den afklaring og accept af forløbet, som Eriksson fremholder som det positive udfald af seniets krise i sin udvidede udviklingspsykologi. 

Hvis det ikke lykkes at afgive almagten gennem deponering hos tryghedsskabende objekter eller sublimere den til kreativt potentiale gennem opvæksten, vil den være synlig og generelt problemskabende gennem hele tilværelsen. Lykkes opvækstens udvikling  bliver almagten tavs, og

dens nærvær erkendes ikke, men dens gavn maksimeres.