ødipuskompleks                                                                                                                       

T: Ödipuskomplex; E: Oedipus complex; F: complexe d'Oedipe

 

Ødipuskomplekset er en intrapsykisk trekantstruktur, hvortil der er knyttet bestemte følelsesbindinger i et indbyrdes konfliktforhold. Det antages af Freud at dominere udviklingen i perioden 3-5 år, hvor det ytrer sig ved, at drengen er forelsket i moderen og omfatter faderen med jalousihad og gengældelsesangst. Hos nyere forfattere som Klein og Lacan er det placeret væsentligt tidligere, ligesom den tilgrundliggende trekantstruktur er løsnet fra familiens roller. Overvindelsen af ødipuskomplekset er et led i barnets myndiggørelse, og overjeget betragtes som kompleksets arvtager i personligheden.

 

Freud kom på sporet af ødipuskomplekset i forbindelse med sin selvanalyse efter faderens død i 1896, og han beskrev det i de følgende år som en central struktur i såvel den normale som den neurotiske personlighed (Freud 1985c, 1900a, 1905d, 1909b). Det var Ferenczi, der i 1909 som den første anvendte sammensætningen ødipuskompleks på tryk, efter at Jungs kompleksbegreb var blevet indoptaget i psykoanalysen (Ferenczi 1909, s. 45), men Freud overtog betegnelsen fra og med 1910 (Freud 1910h, da. udg. s. 12) og kaldte i 1913 ødipuskomplekset "oprindelsen til religion, moral, samfundsmæssighed og kunst" såvel som "kernen i alle neuroser" (Freud 1912-13a, da. udg. s. 121). Efter første verdenskrig lagde han stadig større vægt på begrebet, indplacerede det i den generelle psykoanalytiske udviklingsteori og præciserede forskellene mellem drengens og pigens version af komplekset (Freud 1921c, 1923b, 1923e, 1924d). Fra 1923 brød en række heftige kontroverser ud, som angik den præødipale moderbinding, det kvindelige ødipuskompleks samt ødipuskompleksets forekomst i andre kulturer (jvf. afsnit 2, 3 og 4).

I efterkrigsårene er ødipuskomplekset blevet stående som et centralt psykoanalytisk begreb, men ofte uden at teorien om det udvikledes yderligere. Mest markante undtagelser er Lacans strukturalistiske reformulering ødipusproblematikken (jvf. afsnit 1) og Parsons' indpasning af komplekset i sin sociologiske rolleteori (jvf. afsnit 4). Fra og med ungdomsoprøret i 1960erne fulgte en ny bølge af kritik af ødipusteorien, der blev anklaget for at være normativ, autoritær og patriarkalsk, og narcissismen og den præødipale moderbinding har siden gradvis overtaget ødipuskompleksets position som dominerende psykoanalytisk referenceramme (jvf. afsnit 4). Også inden for psykopatologien har ødipuskomplekset haft en vigende position (jvf. afsnit 5).

 

1. Ødipuskompleksets grundstruktur

Skabelonen bag ødipusstrukturen er Sofokles' tragedie om kong Ødipus, der uafvidende dræbte sin fader og giftede sig med sin moder. Det, som skæbnen bestemte i tragedien, er ifølge Freud bestemt af det ubevidste. Alle drenge har ubevidst ønsket at dræbe deres fædre og ægte deres mødre. Deraf følger den hypotese, at grundelementerne i den ødipale konflikt er incestønsket og incestforbudet (Freud 1900a, da. udg. s. 204-13).

Gennem psykoanalysens historie har der været delte meninger om, hvorvidt ødipuskomplekset er indpræget i barnet gennem socialisationen og dermed afspejler familiestrukturen, eller om det snarere skal betragtes som udslag af et medfødt struktureringsprincip, der som et sæt af psykiske kategorier virker ind på alle barnets interpersonelle relationer. For det sidste taler det faktum, at der også udvikles ødipale følelsesbindinger hos børn med kun én forælder, og den smidiggørelse af ødipusteorien, der fandt sted hos Klein og Lacan, peger i samme retning, idet begge disse forfattere går bag om den familiebårne konfliktstruktur, hvori den ene forælder altid er mellemværendet mellem barnet og den anden, og indsætter partialobjektet i strukturen som et muligt mellemværende mellem barnet og en anden person (Klein 1928 og 1945, Lacan 1994).

Skal disse udvidelser af perspektivet tilgodeses, må Freuds oprindelige definition justeres. Ødipuskompleksets almene type kan da defineres med udgangspunkt i en bestemt intrapsykisk trekantstruktur, hvis tre konstituerende punkter ikke betegnes som barn, moder og fader, men som subjekt (S), rivalitetsobjekt (o) og rival (O). De tre punkter i strukturen er forbundet via tre sæt følelsesbindinger:

 

         (Figuren kan desværre ikke vises her. Se den i Psykodynamisk leksikon p. 859)

 

Pilenes retning er fra den aktive til den passive position. De dobbelte linjer angiver, at følelserne er ambivalente. Den stiplede linje betyder, at relationen mellem O og o ikke er behæftet med selvstændige følelsesbindinger, hvilket er en konsekvens af, at S er følelsernes subjekt, men relationen er indirekte til stede i komplekset, idet subjektet gennem identifikation med rivalen udtrykker sin oplevelse af dennes objektrelation. Den grundlæggende konflikt opleves mellem S og O og gælder besiddelsen af o, der gøres til genstand for subjektets bemægtigelsestrang. Dette o-objekt bliver et symbolsk magtobjekt, idet subjektets begær samtidig er bestemt af rivalens begær og ønsket om at triumfere over denne, og bemægtigelsestrangen er fremkommet som et konglomerat af barnets egne driftsimpulser, fantaserede elementer med relation til urscenen og reelle iagttagelser af forældrenes indbyrdes relation. Konflikten opstår, ved at O besidder eller har bemægtiget sig o-objektet. Heraf skabes et (gen)erobringsforsøg: S identificerer sig med O og vil samtidig erobre O's position. Den resulterende følelse er jalousihad parret med idealisering som en anerkendelse af O's overmagt og karakter af forbillede. Hadet fremkalder på sin side den passive angst for straf og gengældelse, ligesom idealiseringen af O også indebærer et ønske om anerkendelse fra O's side.

Der kan i den psykoanalytiske litteratur udpeges tre hovedformer af den ødipale struktur, dvs. tre forskellige fordelinger af rollerne, og det er ikke sådan, at der nødvendigvis kun findes en enkelt hovedform manifesteret ad gangen. Barnet kan på samme tid være involveret i flere versioner af komplekset, sådan som Freud selv antydede med begrebet om +det mere fuldstændige ødipuskompleks* (Freud 1923b, da. udg. s. 177). Dette viser, hvor gennemgribende kompleksets strukturering af barnets interpersonelle relationer er.

Den første hovedform har barnet (S) over for et andet subjekt (O) og et partialobjekt som mellemværende (o). I denne variant udvikler barnets forhold til moderen sig typisk med fæces som o-objekter, idet renligheden bliver et kardinalpunkt i opdragelsen som modstykke til barnets analerotiske lyster, men også kastrationskomplekset, hvor både moderen og faderen kan være barnets modpart, hører hjemme her, idet penis gennem masturbationsforbudet er blevet o-objekt. Den gensidige kærlighedsrelation i S-o-O-strukturen udspiller sig altid mellem S og O, når o ændrer karakter fra rivalitetsobjekt til gave. Gavegivningen kan således betragtes som kærlighedens prototype i den ødipale objektrelation.

Den anden hovedform rummer tre subjekter (stadig med kompleksets indehaver som S) og fremkommer typisk, når faderen indtræder på scenen og overtager moderens position som O-objekt, mens hun på sin side reduceres til o-objekt. Den væsentligste effekt af denne udskiftning er degraderingen af moderen, idet hun f.eks. opfattes som +kastreret*. Dette klassiske ødipuskompleks opstår sjældent ved, at faderen griber forstyrrende ind i et i øvrigt perfekt kærlighedsforhold mellem moder og barn, men ved at han indtræder som katalysator i barnets forudgående konflikt med moderen. Er det moderen i positionen som o-objekt, der bliver prototype på det senere kærlighedsobjekt, vil det i bedste fald være et fornedrende begær, manden kan føle over for en sådan kvinde.

Den tredje hovedform har ligeledes tre subjekter, men nu med kompleksets indehaver i o's position (typisk barnet som +moderens fallos*, der jævnligt er beskrevet i den psykoanalytiske litteratur). Den tjener bl.a. til at skildre de psykiske følger for barnet af relationen mellem forældrene. Denne hovedform er kun indirekte et ødipuskompleks. Der er tale om, at barnet gennem egne forudgående erfaringer almengør strukturen og placerer forældrene i dens roller. Det er gennem forældrenes kærlighed, at barnet kommer til verden både fysisk og psykisk, og tilsvarende er det gennem deres indbyrdes konflikter (og fortsættelsen af deres egne ødipuskomplekser), at det hindres i selv at blive subjekt.

 

2. Ødipuskompleksets placering i udviklingsteorien

Freud placerede som oftest ødipuskomplekset i perioden 3-5 år, mens Klein rykkede det tilbage til det første leveår for til sidst helt at erstatte det med den depressive position, der grundlægges i perioden 3-6 måneder, og Lacan placerede det ved udgangen af spejlstadiet i 18månedersalderen. Dette indebærer forskellige indplaceringer af komplekset i barnets udvikling. For så vidt den ovenfor omtalte trekantstruktur, hvor to subjekter rivaliserer om noget tredje, er et fællestræk, kan man enten vælge at betragte de af Klein og Lacan beskrevne former som egentlige manifestationer af ødipuskomplekset eller som forløbere for den af Freud beskrevne struktur. Hvor Freud antager, at komplekset er en konsekvens af barnets fallisk-genitale seksualitet og dets forestilling om en seksuel relation til en voksen objektperson, lægges der ofte i senere teorier vægt på, at den ødipale trekant er færdigdannet i den anale eller eventuelt allerede i den orale fase, hvor fæces og bryst indgår som o-objekter i den ovenfor nævnte betydning.

Psykoanalytiske teoretikere har ikke i synderlig grad baseret deres opfattelse af komplekset på observationer af børn, men oftere konstrueret et billede ud fra erfaringer med analyse af voksne eller af ældre børn. I de fleste nyere udviklingsteorier er der enighed om, at barnets objektrelationer ændrer afgørende karakter, når det - omkring 16-18 måneder - kan skille den anden ud som et afgrænset subjekt af samme art som det selv. Dette synes derfor at være det tidligste tidspunkt, hvor der kan anerkendes et egentligt ødipuskompleks. Det grundlægges, når den præødipale struktur, hvad enten den kaldes narcissistisk eller paranoid-skizoid, omstruktureres som følge af barnets erkendelse af skillelinjen mellem det selv og den anden. En parallel hertil er Mahlers gentilnærmelsesfase, der også er en følge af overskæringen af den psykiske navlestreng mellem moder og barn (Mahler/Pine/Bergman 1975, Abelin 1971). En anden væsentlig parallel er Spitz' beskrivelse af barnets første brug af ordet nej (Spitz 1957).

Den intrapsykiske ødipale konflikt ytrer sig udadtil typisk som problemer i opdragelsen, hvor barnet opleves som opsætsigt, asocialt og krævende, og hvor det har en særlig evne til at gøre netop det, forældrene finder mest ulækkert, pinligt og anstødeligt. Selve konfliktstoffet er kulturelt bestemt, men ligger inden for det psykoseksuelle register. I vor kultur er det ofte bundet til renlighedstræningen og masturbationsforbudet. Barnets seksualforskning indgår desuden i udformningen af komplekset, ifølge Freud gennem fantasier om, at alle mennesker har eller har haft en penis, at forældrenes kønsakt er en slåskamp, og at babyer fødes gennem tarmen (Freud 1908c). Disse fantasier eksisterer i det ubevidste upåvirket af en eventuel seksualundervisning.

Overvindelsen af ødipuskomplekset er i den psykoanalytiske teori forbundet med etableringen af overjeget. Mens de basale ødipale ønsker fortrænges til det'et, får andre lov til at forblive i jeget som karaktertræk, mens atter andre lever videre i overjeget, der frem for alt er ødipuskompleksets arvtager i personligheden (Freud 1923b, da. udg. s. 178-82 og s. 188-89). Overgangen indebærer, at barnet fra at frygte, hade og idealisere O-objektet overfører disse potentialer til overjeget, hvorved de samtidig ændrer karakter. Mens faderen var drengens rival og derfor vanskeligt samtidig kunne anerkendes som neutral autoritet, er overjeget en neutral og upersonlig instans, som i princippet er den samme hos alle i et socialt fællesskab. For drengens vedkommende siges kastrationsangsten at være den faktor, der omdanner ødipuskompleksets asociale tendenser til permanente overjegfunktioner, specielt indstiftelsen af skyldfølelsen. For pigens vedkommende tales om frygten for kærlighedstab.

Freud var med sin forståelse af ødipuskompleksets overvindelse med til at give hele teorien en autoritær fremtoning, idet han ikke forestillede sig nogen anden vej ud af konflikten, end et ydmygende nederlag til rivalen. Der er dog snarere tale om en kontinuerlig proces, der er begyndt samtidig med ødipuskompleksets dannelse eller måske endnu tidligere, og som fortsætter længe efter dets undergang. Ligesom jeget tillægges en kontinuerlig udviklingsproces, er også overjeget under stadig udvikling gennem barndommen. Det anses således i dag normalt for ønskeligt, at barnet tilegner sig samfundets bærende regler gennem en gradvis indøvelse af elementære interaktionsformer i forhold til forældre, søskende og legekammerater frem for gennem trusler og afstraffelser. En anden væsentlig betingelse for overvindelsen af komplekset er udviklingen af barnets kærlighedsevne, dets overvindelse af ambivalensen og dets erkendelse af selv at måtte levere et offer for at bilægge konflikten. I sidste instans drejer overvindelsen af komplekset sig om barnets evne til at undvære forældrenes beskyttelse, til at frigøre sig fra deres dominans og til at skabe sig sin egen tilværelse, kort sagt dets evne til at blive voksent.

Se depressiv position, spejlstadium, gentilnærmelsesfase, overjeg, jegideal, psykoseksuel udvikling.

 

3. Det kønsspecifikke ødipuskompleks

Ødipusteorien var fra Freuds hånd lagt an på at karakterisere drengens udvikling, og den forsinkede indplacering af pigen skabte betydelige vanskeligheder. Freud lagde stor vægt på sammenhængen mellem ødipuskomplekset og biseksualiteten. Han anså det snarere som reglen end som undtagelsen, at ethvert barn har både et heteroseksuelt ("positivt") og et homoseksuelt ("negativt") ødipuskompleks, dvs. at såvel fader som moder begge optræder som både objekt og rival (Freud 1923b), og han mente, at noget af konfliktens styrke hidrørte fra kønsmodsætningen i hvert enkelt individ. Selv med denne teori kunne han imidlertid ikke undgå at tage stilling til de forskelle, der uafviseligt er mellem drengens og pigens version af komplekset.

Den stribe af kontroverser om ødipuskomplekset, der udspillede sig inden for psykoanalysen fra og med 1923, reflekterede alle det manglende kvindelige element: pigens udvikling ved siden af drengens, moderbindingen ved siden af faderbindingen og de moderretslige kulturer ved siden af de faderretslige. De resulterende diskussioner aftegnede to antagonistiske opfattelser af det kvindelige ødipuskompleks.

(1) Freud stillingtagen er, at pigens udvikling et langt stykke følger drengens. Hendes første objekt er moderen, og til masturbation anvender hun den "mandlige" klitoris, idet hverken hun eller drengen har kendskab til vaginas eksistens. Forskellen indtræder først i og med kastrationskomplekset. Pigen udvikler penismisundelse, hvor drengen udvikler kastrationsangst, og hun vælger kun faderen som objekt som en følge af sit dårlige forhold til moderen og ved udsigten til at generhverve den manglende penis symbolsk i skikkelse af en baby (Freud 1925j, 1931b, 1933a (forelæsning 33)). Den mest detaljerede redegørelse for disse tanker findes i en artikel af Ruth Mack Brunswick, som angiveligt er nedskrevet på grundlag af samtaler med Freud, men som først er publiceret efter Freuds død (Brunswick 1940). Dette synspunkt er siden i vidt forskellige varianter repræsenteret af Nagera (1975) og Lacan (1962 og 1966b).

(2) I forhold hertil har Freuds kritikere altid haft deres styrke i feministiske kredse, idet de hævdede, at kvindeligheden havde et genuint udspring i kvindens natur og ikke behøvede nogen indirekte psykodynamisk begrundelse - og slet ikke et udgangspunkt i kvindens oplevelse af sig selv som kastreret og mindreværdig. I stedet hævdes det, som det også oprindelig var Freuds antagelse, at pigen har det samme kompleks som drengen, når moderens og faderens position byttes om. Denne lille pige begærer faderen seksuelt og rivaliserer tilsvarende med moderen. Abstrakt udtrykt indebærer det, at barnet begærer forælderen af modsat køn og rivaliserer med forælderen af samme køn. Dette synspunkt har på forskellig vis været repræsenteret af Horney (1923), Klein (1932), Jones (1927, 1933 og 1935) og Chasseguet-Smirgel (1964).

Se kvindelighed, penismisundelse, livmodermisundelse, kastrationskompleks, fallisk fase, generativitet.

 

4. Det sociologiske og antropologiske perspektiv

Freud foretog i Totem og tabu (1912-13a) en storstilet historisk konstruktion, efter hvilken ødipuskomplekset opstår i urhorden, forefindes i skjult form i det totemistiske faderløse samfund og slår fuldt igennem i alle senere samfundsformer og på alle samfundsmæssige niveauer: i familien, i det politiske struktur, i kunsten og i religionen. I Massepsykologi og jeg-analyse (1921c) viste Freud, hvordan førerskikkelser, helte og idoler i virkeligheden repræsenterer faderen og således hidrører fra ødipuskomplekset.

Efter indgående feltstudier på Trobriand-øerne under første verdenskrig fremsatte etnologen Bronislaw Malinowski den hypotese, at trobrianderne som følge af en moderretslig familie- og samfundsstruktur ikke udvikler et ødipuskompleks i traditionel forstand (Malinowski 1927). Der er ingen konflikt mellem drengen og hans fader, men derimod mellem drengen og hans morbroder, der er familiens egentlige autoritet. Hermed anfægtede Malinowski postulatet om ødipusstrukturens universalitet, ligesom han hævdede, at komplekset direkte afspejler relationerne i familien.

Mange psykoanalytikere af sociologisk observans støttede Malinowski, herunder Reich (1930 og 1932), Fromm (1934 og 1936), Lacan (1938) og Kardiner (1939), mens andre som Jones (1925 og 1928) mere eller mindre pr. refleks forsvarede universalitetssynspunktet. Róheim foretog en række feltundersøgelser i moderretslige kulturer og kom med det modargument, at drengene på Trobriand-øerne gennemspiller en normal ødipal autoritetskonflikt med deres egen fader for sekundært - som regel først i otteårsalderen - at indtræde i en autoritetskonflikt med morbroderen, altså ligesom børn i den vestlige kultur forskyder noget af konfliktmaterialet fra faderen til læreren, når de kommer i skole, og senere til arbejdslederen på fabrikken, befalingsmanden i hæren og præsten i menigheden (Róheim 1934, 1946 og 1952).

I 1950erne svingede pendulet på ny ud til fordel for en universalisering af komplekset, således i de undersøgelser, der blev foretaget af sociologen Talcott Parsons (1953, 1954a, 1954b og 1955). Parsons mente, at socialisationen indebærer en trinvis rolleindlæring og rolledifferentiering, og at ødipuskomplekset svarer til barnets vægren sig ved at acceptere sin plads inden for familiens firedelte rollestruktur (fader, moder, søn, datter), som de er bestemt af køns- og generationspolariteten.

Siden 1960erne har stemningen atter været for en relativering af ødipuskomplekset, idet man har påpeget, at hverken kernefamilien eller patriarkatet er universelle størrelser, og at nye konfliktstrukturer nødvendigvis vil se dagens lys i det faderløse samfund (Mitscherlich 1963). Denne kritik gik hånd i hånd med, at komplekset også på det kliniske område trådte i baggrunden og blev erstattet af teorier om narcissisme og tidlig moderbinding. Antiødipus blev ligefrem et slagord, idet mange så anvendelsen af ødipusteorien som udtryk for en autoritær og patriarkalsk ideologi (Deleuze/Guattari 1972).