ødipuskompleks
T: Ödipuskomplex; E: Oedipus complex; F: complexe d'Oedipe
Ødipuskomplekset er en intrapsykisk trekantstruktur, hvortil der er knyttet bestemte følelsesbindinger
i et indbyrdes konfliktforhold. Det antages af Freud at dominere udviklingen i perioden 3-5 år, hvor det ytrer sig ved, at
drengen er forelsket i moderen og omfatter faderen med jalousihad og gengældelsesangst. Hos nyere forfattere som Klein og
Lacan er det placeret væsentligt tidligere, ligesom den tilgrundliggende trekantstruktur er løsnet fra familiens roller. Overvindelsen
af ødipuskomplekset er et led i barnets myndiggørelse, og overjeget betragtes som kompleksets arvtager i personligheden.
Freud kom på sporet af ødipuskomplekset i forbindelse med sin selvanalyse efter faderens død i 1896,
og han beskrev det i de følgende år som en central struktur i såvel den normale som den neurotiske personlighed (Freud 1985c,
1900a, 1905d, 1909b). Det var Ferenczi, der i 1909 som den første anvendte sammensætningen ødipuskompleks på tryk, efter at
Jungs kompleksbegreb var blevet indoptaget i psykoanalysen (Ferenczi 1909, s. 45), men Freud overtog betegnelsen fra og med
1910 (Freud 1910h, da. udg. s. 12) og kaldte i 1913 ødipuskomplekset "oprindelsen til religion, moral, samfundsmæssighed og
kunst" såvel som "kernen i alle neuroser" (Freud 1912-13a, da. udg. s. 121). Efter første verdenskrig lagde han stadig større
vægt på begrebet, indplacerede det i den generelle psykoanalytiske udviklingsteori og præciserede forskellene mellem drengens
og pigens version af komplekset (Freud 1921c, 1923b, 1923e, 1924d). Fra 1923 brød en række heftige kontroverser ud, som angik
den præødipale moderbinding, det kvindelige ødipuskompleks samt ødipuskompleksets forekomst i andre kulturer (jvf. afsnit
2, 3 og 4).
I efterkrigsårene er ødipuskomplekset blevet stående som et centralt psykoanalytisk
begreb, men ofte uden at teorien om det udvikledes yderligere. Mest markante undtagelser er Lacans strukturalistiske reformulering
ødipusproblematikken (jvf. afsnit 1) og Parsons' indpasning af komplekset i sin sociologiske rolleteori (jvf. afsnit 4). Fra
og med ungdomsoprøret i 1960erne fulgte en ny bølge af kritik af ødipusteorien, der blev anklaget for at være normativ, autoritær
og patriarkalsk, og narcissismen og den præødipale moderbinding har siden gradvis overtaget ødipuskompleksets position som
dominerende psykoanalytisk referenceramme (jvf. afsnit 4). Også inden for psykopatologien har ødipuskomplekset haft en vigende
position (jvf. afsnit 5).
1. Ødipuskompleksets grundstruktur
Skabelonen bag ødipusstrukturen er Sofokles' tragedie om kong Ødipus, der uafvidende dræbte sin
fader og giftede sig med sin moder. Det, som skæbnen bestemte i tragedien, er ifølge Freud bestemt af det ubevidste. Alle
drenge har ubevidst ønsket at dræbe deres fædre og ægte deres mødre. Deraf følger den hypotese, at grundelementerne i den
ødipale konflikt er incestønsket og incestforbudet (Freud 1900a, da. udg. s. 204-13).
Gennem psykoanalysens historie har der været delte meninger om, hvorvidt
ødipuskomplekset er indpræget i barnet gennem socialisationen og dermed afspejler familiestrukturen, eller om det snarere
skal betragtes som udslag af et medfødt struktureringsprincip, der som et sæt af psykiske kategorier virker ind på alle barnets
interpersonelle relationer. For det sidste taler det faktum, at der også udvikles ødipale følelsesbindinger hos børn med kun
én forælder, og den smidiggørelse af ødipusteorien, der fandt sted hos Klein og Lacan, peger i samme retning, idet begge disse
forfattere går bag om den familiebårne konfliktstruktur, hvori den ene forælder altid er mellemværendet mellem barnet og den
anden, og indsætter partialobjektet i strukturen som et muligt mellemværende mellem barnet og en anden person (Klein
1928 og 1945, Lacan 1994).
Skal disse udvidelser af perspektivet tilgodeses, må Freuds oprindelige
definition justeres. Ødipuskompleksets almene type kan da defineres med udgangspunkt i en bestemt intrapsykisk trekantstruktur,
hvis tre konstituerende punkter ikke betegnes som barn, moder og fader, men som subjekt (S), rivalitetsobjekt (o) og rival
(O). De tre punkter i strukturen er forbundet via tre sæt følelsesbindinger:
(Figuren
kan desværre ikke vises her. Se den i Psykodynamisk leksikon p. 859)
Pilenes retning er fra den aktive til den passive position. De dobbelte linjer angiver, at følelserne
er ambivalente. Den stiplede linje betyder, at relationen mellem O og o ikke er behæftet med selvstændige følelsesbindinger,
hvilket er en konsekvens af, at S er følelsernes subjekt, men relationen er indirekte til stede i komplekset, idet subjektet
gennem identifikation med rivalen udtrykker sin oplevelse af dennes objektrelation. Den grundlæggende konflikt opleves mellem
S og O og gælder besiddelsen af o, der gøres til genstand for subjektets bemægtigelsestrang. Dette o-objekt bliver
et symbolsk magtobjekt, idet subjektets begær samtidig er bestemt af rivalens begær og ønsket om at triumfere over denne,
og bemægtigelsestrangen er fremkommet som et konglomerat af barnets egne driftsimpulser, fantaserede elementer med relation
til urscenen og reelle iagttagelser af forældrenes indbyrdes relation. Konflikten opstår, ved at O besidder eller har bemægtiget
sig o-objektet. Heraf skabes et (gen)erobringsforsøg: S identificerer sig med O og vil samtidig erobre O's position. Den resulterende
følelse er jalousihad parret med idealisering som en anerkendelse af O's overmagt og karakter af forbillede.
Hadet fremkalder på sin side den passive angst for straf og gengældelse, ligesom idealiseringen af O også indebærer
et ønske om anerkendelse fra O's side.
Der kan i den psykoanalytiske litteratur udpeges tre hovedformer af den ødipale struktur,
dvs. tre forskellige fordelinger af rollerne, og det er ikke sådan, at der nødvendigvis kun findes en enkelt hovedform manifesteret
ad gangen. Barnet kan på samme tid være involveret i flere versioner af komplekset, sådan som Freud selv antydede med
begrebet om +det mere fuldstændige ødipuskompleks* (Freud 1923b, da. udg. s. 177). Dette viser, hvor gennemgribende kompleksets strukturering
af barnets interpersonelle relationer er.
Den første hovedform har barnet (S) over for et andet subjekt (O) og et partialobjekt som mellemværende (o). I denne variant udvikler
barnets forhold til moderen sig typisk med fæces som o-objekter, idet renligheden bliver et kardinalpunkt i opdragelsen som
modstykke til barnets analerotiske lyster, men også kastrationskomplekset, hvor både moderen og faderen kan være barnets modpart,
hører hjemme her, idet penis gennem masturbationsforbudet er blevet o-objekt. Den gensidige kærlighedsrelation i S-o-O-strukturen
udspiller sig altid mellem S og O, når o ændrer karakter fra rivalitetsobjekt til gave. Gavegivningen kan således betragtes
som kærlighedens prototype i den ødipale objektrelation.
Den anden hovedform rummer tre subjekter (stadig med kompleksets indehaver som S) og fremkommer typisk, når faderen indtræder på scenen
og overtager moderens position som O-objekt, mens hun på sin side reduceres til o-objekt. Den væsentligste effekt af denne
udskiftning er degraderingen af moderen, idet hun f.eks. opfattes som +kastreret*. Dette klassiske
ødipuskompleks opstår sjældent ved, at faderen griber forstyrrende ind i et i øvrigt perfekt kærlighedsforhold mellem moder
og barn, men ved at han indtræder som katalysator i barnets forudgående konflikt med moderen. Er det moderen i positionen
som o-objekt, der bliver prototype på det senere kærlighedsobjekt, vil det i bedste fald være et fornedrende begær, manden
kan føle over for en sådan kvinde.
Den tredje hovedform har ligeledes tre subjekter, men nu med kompleksets indehaver i o's position (typisk barnet som +moderens fallos*, der jævnligt
er beskrevet i den psykoanalytiske litteratur). Den tjener bl.a. til at skildre de psykiske følger for barnet af relationen
mellem forældrene. Denne hovedform er kun indirekte et ødipuskompleks. Der er tale om, at barnet gennem egne forudgående
erfaringer almengør strukturen og placerer forældrene i dens roller. Det er gennem forældrenes kærlighed, at barnet kommer
til verden både fysisk og psykisk, og tilsvarende er det gennem deres indbyrdes konflikter (og fortsættelsen af deres egne
ødipuskomplekser), at det hindres i selv at blive subjekt.
2. Ødipuskompleksets placering i udviklingsteorien
Freud placerede som oftest ødipuskomplekset i perioden 3-5 år, mens Klein rykkede det tilbage til
det første leveår for til sidst helt at erstatte det med den depressive position, der grundlægges i perioden 3-6 måneder,
og Lacan placerede det ved udgangen af spejlstadiet i 18månedersalderen. Dette indebærer forskellige indplaceringer
af komplekset i barnets udvikling. For så vidt den ovenfor omtalte trekantstruktur, hvor to subjekter rivaliserer om noget
tredje, er et fællestræk, kan man enten vælge at betragte de af Klein og Lacan beskrevne former som egentlige manifestationer
af ødipuskomplekset eller som forløbere for den af Freud beskrevne struktur. Hvor Freud antager, at komplekset er en konsekvens
af barnets fallisk-genitale seksualitet og dets forestilling om en seksuel relation til en voksen objektperson, lægges der
ofte i senere teorier vægt på, at den ødipale trekant er færdigdannet i den anale eller eventuelt allerede i den orale fase,
hvor fæces og bryst indgår som o-objekter i den ovenfor nævnte betydning.
Psykoanalytiske teoretikere har ikke i synderlig grad baseret deres opfattelse
af komplekset på observationer af børn, men oftere konstrueret et billede ud fra erfaringer med analyse af voksne eller af
ældre børn. I de fleste nyere udviklingsteorier er der enighed om, at barnets objektrelationer ændrer afgørende karakter,
når det - omkring 16-18 måneder - kan skille den anden ud som et afgrænset subjekt af samme art som det selv. Dette synes
derfor at være det tidligste tidspunkt, hvor der kan anerkendes et egentligt ødipuskompleks. Det grundlægges, når den præødipale
struktur, hvad enten den kaldes narcissistisk eller paranoid-skizoid, omstruktureres som følge af barnets erkendelse af skillelinjen
mellem det selv og den anden. En parallel hertil er Mahlers gentilnærmelsesfase, der også er en følge af overskæringen
af den psykiske navlestreng mellem moder og barn (Mahler/Pine/Bergman 1975, Abelin 1971). En anden væsentlig parallel er Spitz'
beskrivelse af barnets første brug af ordet nej (Spitz 1957).
Den intrapsykiske ødipale konflikt ytrer sig udadtil typisk som problemer
i opdragelsen, hvor barnet opleves som opsætsigt, asocialt og krævende, og hvor det har en særlig evne til at gøre netop det,
forældrene finder mest ulækkert, pinligt og anstødeligt. Selve konfliktstoffet er kulturelt bestemt, men ligger inden for
det psykoseksuelle register. I vor kultur er det ofte bundet til renlighedstræningen og masturbationsforbudet. Barnets seksualforskning
indgår desuden i udformningen af komplekset, ifølge Freud gennem fantasier om, at alle mennesker har eller har haft en penis,
at forældrenes kønsakt er en slåskamp, og at babyer fødes gennem tarmen (Freud 1908c). Disse fantasier eksisterer i det ubevidste
upåvirket af en eventuel seksualundervisning.
Overvindelsen af ødipuskomplekset er i den psykoanalytiske teori forbundet
med etableringen af overjeget. Mens de basale ødipale ønsker fortrænges til det'et, får andre lov til at forblive i jeget
som karaktertræk, mens atter andre lever videre i overjeget, der frem for alt er ødipuskompleksets arvtager i personligheden
(Freud 1923b, da. udg. s. 178-82 og s. 188-89). Overgangen indebærer, at barnet fra at frygte, hade og idealisere O-objektet
overfører disse potentialer til overjeget, hvorved de samtidig ændrer karakter. Mens faderen var drengens rival og derfor
vanskeligt samtidig kunne anerkendes som neutral autoritet, er overjeget en neutral og upersonlig instans, som i princippet
er den samme hos alle i et socialt fællesskab. For drengens vedkommende siges kastrationsangsten at være den faktor, der omdanner
ødipuskompleksets asociale tendenser til permanente overjegfunktioner, specielt indstiftelsen af skyldfølelsen. For pigens
vedkommende tales om frygten for kærlighedstab.
Freud var med sin forståelse af ødipuskompleksets overvindelse med til at
give hele teorien en autoritær fremtoning, idet han ikke forestillede sig nogen anden vej ud af konflikten, end et ydmygende
nederlag til rivalen. Der er dog snarere tale om en kontinuerlig proces, der er begyndt samtidig med ødipuskompleksets dannelse
eller måske endnu tidligere, og som fortsætter længe efter dets undergang. Ligesom jeget tillægges en kontinuerlig udviklingsproces,
er også overjeget under stadig udvikling gennem barndommen. Det anses således i dag normalt for ønskeligt, at barnet tilegner
sig samfundets bærende regler gennem en gradvis indøvelse af elementære interaktionsformer i forhold til forældre, søskende
og legekammerater frem for gennem trusler og afstraffelser. En anden væsentlig betingelse for overvindelsen af komplekset
er udviklingen af barnets kærlighedsevne, dets overvindelse af ambivalensen og dets erkendelse af selv at måtte levere et
offer for at bilægge konflikten. I sidste instans drejer overvindelsen af komplekset sig om barnets evne til at undvære forældrenes
beskyttelse, til at frigøre sig fra deres dominans og til at skabe sig sin egen tilværelse, kort sagt dets evne til at blive
voksent.
Se depressiv position, spejlstadium, gentilnærmelsesfase, overjeg, jegideal, psykoseksuel udvikling.
3. Det kønsspecifikke ødipuskompleks
Ødipusteorien var fra Freuds hånd lagt an på at karakterisere drengens udvikling, og den forsinkede
indplacering af pigen skabte betydelige vanskeligheder. Freud lagde stor vægt på sammenhængen mellem ødipuskomplekset og biseksualiteten.
Han anså det snarere som reglen end som undtagelsen, at ethvert barn har både et heteroseksuelt ("positivt") og et homoseksuelt
("negativt") ødipuskompleks, dvs. at såvel fader som moder begge optræder som både objekt og rival (Freud 1923b), og han mente,
at noget af konfliktens styrke hidrørte fra kønsmodsætningen i hvert enkelt individ. Selv med denne teori kunne han imidlertid
ikke undgå at tage stilling til de forskelle, der uafviseligt er mellem drengens og pigens version af komplekset.
Den stribe af kontroverser om ødipuskomplekset, der udspillede sig inden
for psykoanalysen fra og med 1923, reflekterede alle det manglende kvindelige element: pigens udvikling ved siden af drengens,
moderbindingen ved siden af faderbindingen og de moderretslige kulturer ved siden af de faderretslige. De resulterende diskussioner
aftegnede to antagonistiske opfattelser af det kvindelige ødipuskompleks.
(1) Freud stillingtagen er, at pigens udvikling et langt stykke følger drengens.
Hendes første objekt er moderen, og til masturbation anvender hun den "mandlige" klitoris, idet hverken hun eller drengen
har kendskab til vaginas eksistens. Forskellen indtræder først i og med kastrationskomplekset. Pigen udvikler penismisundelse,
hvor drengen udvikler kastrationsangst, og hun vælger kun faderen som objekt som en følge af sit dårlige forhold til moderen
og ved udsigten til at generhverve den manglende penis symbolsk i skikkelse af en baby (Freud 1925j, 1931b, 1933a (forelæsning
33)). Den mest detaljerede redegørelse for disse tanker findes i en artikel af Ruth Mack Brunswick, som angiveligt er nedskrevet
på grundlag af samtaler med Freud, men som først er publiceret efter Freuds død (Brunswick 1940). Dette synspunkt er siden
i vidt forskellige varianter repræsenteret af Nagera (1975) og Lacan (1962 og 1966b).
(2) I forhold hertil har Freuds kritikere altid haft deres styrke i feministiske
kredse, idet de hævdede, at kvindeligheden havde et genuint udspring i kvindens natur og ikke behøvede nogen indirekte psykodynamisk
begrundelse - og slet ikke et udgangspunkt i kvindens oplevelse af sig selv som kastreret og mindreværdig. I stedet hævdes
det, som det også oprindelig var Freuds antagelse, at pigen har det samme kompleks som drengen, når moderens og faderens position
byttes om. Denne lille pige begærer faderen seksuelt og rivaliserer tilsvarende med moderen. Abstrakt udtrykt indebærer det,
at barnet begærer forælderen af modsat køn og rivaliserer med forælderen af samme køn. Dette synspunkt har på forskellig vis
været repræsenteret af Horney (1923), Klein (1932), Jones (1927, 1933 og 1935) og Chasseguet-Smirgel (1964).
Se kvindelighed, penismisundelse, livmodermisundelse, kastrationskompleks, fallisk fase, generativitet.
4. Det sociologiske og antropologiske perspektiv
Freud foretog i Totem og tabu (1912-13a) en storstilet historisk konstruktion, efter hvilken
ødipuskomplekset opstår i urhorden, forefindes i skjult form i det totemistiske faderløse samfund og slår fuldt
igennem i alle senere samfundsformer og på alle samfundsmæssige niveauer: i familien, i det politiske struktur, i kunsten
og i religionen. I Massepsykologi og jeg-analyse (1921c) viste Freud, hvordan førerskikkelser, helte og idoler i virkeligheden
repræsenterer faderen og således hidrører fra ødipuskomplekset.
Efter indgående feltstudier på Trobriand-øerne under første verdenskrig
fremsatte etnologen Bronislaw Malinowski den hypotese, at trobrianderne som følge af en moderretslig familie- og samfundsstruktur
ikke udvikler et ødipuskompleks i traditionel forstand (Malinowski 1927). Der er ingen konflikt mellem drengen og hans fader,
men derimod mellem drengen og hans morbroder, der er familiens egentlige autoritet. Hermed anfægtede Malinowski postulatet
om ødipusstrukturens universalitet, ligesom han hævdede, at komplekset direkte afspejler relationerne i familien.
Mange psykoanalytikere af sociologisk observans støttede Malinowski, herunder
Reich (1930 og 1932), Fromm (1934 og 1936), Lacan (1938) og Kardiner (1939), mens andre som Jones (1925 og 1928) mere eller
mindre pr. refleks forsvarede universalitetssynspunktet. Róheim foretog en række feltundersøgelser i moderretslige kulturer
og kom med det modargument, at drengene på Trobriand-øerne gennemspiller en normal ødipal autoritetskonflikt med deres egen
fader for sekundært - som regel først i otteårsalderen - at indtræde i en autoritetskonflikt med morbroderen, altså ligesom
børn i den vestlige kultur forskyder noget af konfliktmaterialet fra faderen til læreren, når de kommer i skole, og senere
til arbejdslederen på fabrikken, befalingsmanden i hæren og præsten i menigheden (Róheim 1934, 1946 og 1952).
I 1950erne svingede pendulet på ny ud til fordel for en universalisering
af komplekset, således i de undersøgelser, der blev foretaget af sociologen Talcott Parsons (1953, 1954a, 1954b og 1955).
Parsons mente, at socialisationen indebærer en trinvis rolleindlæring og rolledifferentiering, og at ødipuskomplekset svarer
til barnets vægren sig ved at acceptere sin plads inden for familiens firedelte rollestruktur (fader, moder, søn, datter),
som de er bestemt af køns- og generationspolariteten.
Siden 1960erne har stemningen atter været for en relativering af ødipuskomplekset,
idet man har påpeget, at hverken kernefamilien eller patriarkatet er universelle størrelser, og at nye konfliktstrukturer
nødvendigvis vil se dagens lys i det faderløse samfund (Mitscherlich 1963). Denne kritik gik hånd i hånd med, at komplekset
også på det kliniske område trådte i baggrunden og blev erstattet af teorier om narcissisme og tidlig moderbinding. Antiødipus
blev ligefrem et slagord, idet mange så anvendelsen af ødipusteorien som udtryk for en autoritær og patriarkalsk ideologi
(Deleuze/Guattari 1972).
Den oprindelige antagelse, at ødipuskonflikten skulle være en fjernvirkning
af incestønskets sammenstød med incestforbudet har været holdt i hævd på det abstrakte plan af de forfattere, der ønskede
at finde en universel årsag til en universel struktur, også når incestforbudet er blevet omtolket som hos Parsons og Lévi-Strauss.
Imødegåelsen er oftest kommet fra forfattere, for hvem incestforbudet nok var universelt, men som ikke mente, at ødipuskomplekset
behøvede at være det, og som derfor ledte efter andre årsager til det. Reich og Fromm anså i stedet barnets fastlåsning til
forældrene i kernefamilien, den seksuelle undertrykkelse og faderens voldelige autoritetsudøvelse for at være kompleksets
væsentlige årsager.
Se urhorde, faderløst samfund, massepsykologi, kulturanalyse, incest.
5. Ødipuskomplekset i psykopatologien
Freud kaldte ofte ødipuskomplekset for "neurosernes kernekompleks" (f.eks. Freud 1919e, s. 254),
og det har været en hovedregel i klassisk psykoanalyse, at neuroserne var fikseret på det ødipale udviklingstrin, mens psykoserne
hørte hjemme i den præødipale udvikling. Freuds store sygehistorier kan læses som fremstillinger af ødipuskompleksets måde
at manifestere sig på inden for hysteri, tvangsneurose og i nogen grad paranoia.
Ødipuskompleksets klare status i psykopatologien er blevet anfægtet af det
nysyn på udviklingsteorien, at udviklingsfaserne ikke blot ligger som perler på en snor i relativ uafhængighed af hinanden
og tilsvarende som velafgrænsede lagdelte aflejringer i personligheden, men tværtimod bygger videre på basisproblemer i den
allertidligste udvikling, som på sin vis aldrig overvindes. Dette indebærer, at det patologiske ødipuskompleks ved nøjere
analyse viser sig at hvile på et præødipalt grundlag.
Ved tilbageføring af en neurose til ødipuskomplekset, kan man skelne mellem,
om den ytrer sig som symptomneurose, karakterneurose eller overføringsneurose. I symptomneurosen er de ødipale følelsesbindinger
blevet fortrængt, hvorefter de kun er i stand til at ytre sig som symptomer, f.eks. kan den ødipale gengældelsesangst komme
til udtryk i en fobi. I karakterneurosen er der sket en sammensmeltning af symptomer og fortrængende ødipale træk i jeget,
hvorved der f.eks. dannes en tvangskarakter, der adskiller sig fra tvangsneurosen ved en gennemført rationalisering og en
ringe sygdomsbevidsthed. Endelig kan ødipuskomplekset træde tydeligt frem i overføringsneurosen, idet de indkapslede ødipale
følelsesbindinger genoplives i samspillet med en overføringsperson.
Se neurose, psykose, perversion.
Litteratur: Andkjær Olsen 1988, Braad Thomsen 1983, Chasseguet-Smirgel 1986, Freud 1912-13a, 1921c,
1923b og 1931b, Klein 1928, 1932 og 1945, Lacan 1938 og 1994, Parsons 1955, Robert 1974, Schoene 1966.
OAO
artikel i: Psykodynamisk Leksikon, Gyldendal 2002
|